Om Altiden Huset
"Jeg er glad for, at I hjælper mig, når der er noget, jeg er ked af. Ligesom de andre børn i skolen får hjælp af deres forældre eller de voksne de bor sammen med. Det gør mig glad, og jeg er rolig ved, at I passer på mig."
8-årig pige i Altiden Huset
Altiden Huset er et socialpædagogisk børne- og ungehjem, hvor vi skaber rammerne for et trygt barndomshjem, så børn og unge med behov for særlige voksne kan trives, udvikle sig og vokse. Husets målgruppe er normalt begavede børn og unge i alderen 4-17 år. Målgruppen er typisk præget af omsorgssvigt, generelle indlæringsvanskeligheder, tilknytningsforstyrrelser, manglende social forståelse og/eller manglende evne til at organisere sansninger og forstå sine overvejelser. Børnene/de unge behøver ikke at være diagnosticeret, men kan have ASF/OCD eller konstateret ADHD.
I dagligdagen tager vi afsæt i en strukturelt forudsigelig tilgang i mødet med børnene og de unge, hvor begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed bruges til at skabe udvikling og forandring. Nærvær, tilgængelighed og autenticitet er vigtige elementer, som medvirker til, at de voksne fremstår som troværdige rollemodeller.
Altiden Huset har igennem de seneste to år bl.a. haft fokus på søskendeanbringelser. Det betyder ikke, at man skal være søskende for at få en plads her, men vi har særlig erfaring inden for søskendeanbringelser. Vi ved, hvor vigtigt det er at forberede børnene til at kunne komme videre til en plejefamilie. Vi er fagligt rustet til at klæde dem på, så de har mod på, får overskud til og har de mentale ressourcer, der skal til for at kunne indgå i en plejefamilie.
At bo i Altiden Huset er som at bo i en familie. Blot en anderledes familie, hvor man har flere voksne, og der også er lidt flere børn end i andre familier. Alle har ansvar for, at det er et rart sted at vokse op, og det giver varme og tryghed, at der er flere mennesker, der er med til at passe på hinanden. Her er altid nogen, der gerne vil lytte og hjælpe. Både med det sjove og det svære.
Ligesom i andre familier tager vi på ture, i Tivoli, badeland, legeland, biografen og på ferier. Alle er med til at vælge aktiviteter, og det giver et stort fællesskab. Ingen bliver mødt med forventninger, de ikke kan indfri, men vi tror på, at alle har noget at bidrage med.
Personalets arbejde er præget af en kombination af de pædagogiske metoder, der er særlige for Altiden Huset og i Altiden generelt. Metoder, der tager udgangspunkt i børnene/de unges individuelle behov.
Overgange i løbet af dagen
Vi anerkender vigtigheden af at tilbyde en stabil og omsorgsfuld ramme, hvor børnene/de unge kan udvikle sig i et trygt miljø, og anvender derfor sideløbende en klar struktur, der skaber tryghed og forudsigelighed i hverdagen. Derfor har vi faste rutiner, som hjælper børnene med at navigere i dagligdagen.
Vi arbejder med daglige overgange og tryghed i morgenrutiner. Det indebærer bl.a., at den døgnvagt, der har sovet i Huset, forbereder børnene på at skulle i skole eller andet institutionstilbud, samt på hvad dagen i øvrigt vil bringe. Denne struktur hjælper børnene med at vide, hvad der vil ske, og skaber tryghed i overgangene i løbet af dagen.
Efter børnene/de unge har spist morgenmad og børstet deres tænder, er de selv med til at lave deres madpakker. En dagligdags opgave, som hjælper dem med at blive mere selvstændige og ansvarlige. Når børnene/de unge kommer hjem fra skolen eller børnehaven, tilbyder vi dem 15-30 min. alenetid på deres værelser, hvor de kan slappe af med en bog, på computeren eller lave noget andet, der giver dem en individuel ro og tryghed.
Denne pause giver dem mulighed for at koble helt af i forhold til andre, så de er klar til at tage imod støtte og til, at vi sammen kan strukturere resten af deres dag. Tiden er med til at skabe en glidende overgang fra deres aktiviteter udenfor hjemmet til deres tid i Huset.
Altiden Huset ligger i naturskønne omgivelser lige uden for Slagelse med kort afstand til station, skole og fritidsliv.
Ejendommen er et firlænget hus i ét plan. Huset er indrettet med flere større opholdsrum, to køkkener, spisestue, opholdsstue og værelser til alle børn.
Værelserne, der er rummelige, lyse og imødekommende, er ml. 10-14 m2 store. Der er indbyggede skabe og håndvaske på flere af værelserne.
I midten af huset er en atriumgård, der benyttes som aktivitetsrum med bordtennis, bordfodbold, kreaværksted, skumpuder, hyggehjørne mv.
Til ejendommen hører en 1,5 hektar stor og hyggelig have med mange frugttræer og buske. Haven, der har flere terrasser og lækroge, indbyder til aktiviteter og leg, bålhygge, klatrelege, boldspil mv. Vi har ikke langt til hverken skov eller strand og benytter os jævnligt af det.
Rundvisning i Altiden Huset
Her kan du se, hvordan de fysiske rammer ser ud:
I Altiden Huset prioriterer vi samarbejdet mellem det pædagogiske personale og forældrene i anerkendelsen af, at relationen til forældrene er afgørende for barnets/den unges trivsel og udvikling. Derfor prioriterer vi, at familierelationer opretholdes på trods af anbringelsen.
Vi tror på, at alle forældre løfter deres forældrerolle så godt, som det er dem muligt, men vi ved også, at barnet/den unge og forældrene oftest har brug for støtte til at sikre, at deres relation bliver så tryg som mulig.
Derfor tager vi ansvar for kommunikationen og dialogen med forældre og håndteringen af barnets/den unges følelser; uanset om samværet kan ”forstyrre barnet/den unge” eller/og give anledning til savn. Vi inddrager forældre og barnet via individuelt tilpassede indsatser, fx tilbyder vi ugentlige samtaler med fokus på de gode oplevelser, ressourcer og den positive udvikling, der har været for barnet/den unge.
I Altiden Huset er vi også undersøgende på barnets/den unges øvrige netværk og støtter op om fastholdelsen af det. Det kan være søskende, øvrig familie eller andre relationer. Vi støtter barnet/den unge i ønsket om fastholdelse og udvikling af disse relationer gennem initiativer til - eller videreførelse af hidtidige – traditioner.
Gennem analyser af barnets/den unges samlede netværk har vi i Huset stort fokus på at muliggøre længerevarende relationer, som kan være deres livsvidner fremadrettet.
Skole/daginstitution
Samarbejdet mellem skolen/daginstitution er en vigtig del af den pædagogiske indsats i Huset. Opgaven med at skabe et holdbart udviklingsmiljø for børn og unge har høj prioritet hos os, da det medvirker til, at det enkelte barn kan arbejde med sin egen udvikling.
Vi tilbyder derfor et tæt samarbejde mellem det pædagogiske personale og barnets /den unges skole eller daginstitution med netop baggrund i vores viden om, hvordan hverdagsstruktur, daglige opgaver og dagsform ofte er forbundet med børnenes/de unges trivsel og personlige og faglige udvikling.
I forhold til skolegang faciliterer og bidrager vi til det gode samarbejde for at sikre det enkelte barns/unges succes i skole. Det handler som udgangspunkt om at sikre en stabil skolegang og kontinuerlig lektielæsning. Men vores erfaring viser, at det også har stor betydning, at vi engagerer os gennem forældreråd, forældremøder og socialt samvær i relation til det enkelte barns skolegang.
På den måde går vi forrest for at sikre tryg tilknytning til læringsmiljøet, og vi kan bidrage til, at barnet/den unge mødes med relevante krav og forventninger såvel i den faglige læring som i det sociale samspil med klassekammeraterne.
Det overordnede tætte samarbejde er med til, at det enkelte barn/den unge udvikler egne indre grænser, selvfølelse og personlighedsmæssige strukturer, så det kan skelne mellem den indre følelse og tilstand og den ydre virkeligheds realitet. Samt de forventninger og krav de kan møde ude i verden i deres fremtidige voksenliv.
Fritidsaktiviteter / venskaber
Som barn og ung i Huset er det vigtigt at kunne fastholde eller skabe et socialt liv, fritidsinteresser og venskaber herunder at have kammerater på besøg, og selv tage på besøg hos andre.
Vi går gerne på opdagelse sammen med barnet/den unge for at finde – eller genfinde – fritidsinteresser, og vi hjælper dem på vej gennem engagement, nysgerrighed og aktiv deltagelse.
I Huset er det hyggeligt at have venner på besøg. Vi er opsøgende på at skabe legeaftaler og søger viden om begivenheder og arrangementer i nærområdet. Vi understøtter barnets deltagelse og er med til at sikre tryghed i det sociale fællesskab.
Vi støtter, guider og vejleder, og de voksne sikrer, at alle føler sig velkomne i Huset og ved at vores interesse i venskaber støtter op om deres sociale liv. Her er mulighed for mange aktiviteter med venner; pyjamasparty, sove i shelters, filmaften eller bare almindelig hygge på værelserne eller i vores fælles legerum.
I Altiden Huset er det et succeskriterie, at hvert barn føler sig lyttet til, anerkendt. Vi vælger derfor metoder og tiltag, som giver mening ift. den enkelte, og som er med til at skabe resultater ift. handleplansmålene. Altid ud fra godkendte metoder og tilgange.
Relationspædagogik
Gennem arbejdet med relationspædagogik har vi fokus på at understøtte barnets/den unges udvikling, så den enkelte kan indgå i almene og udviklende fællesskaber. Det gør vi helt konkret ved at lade alle børn og unge mærke og vide, at vi altid er til rådighed. Alle voksne giver sig tid til en snak eller et kram, hvis det er det, der er brug for.
Vi arbejder ud fra, at barnet/den unge socialiseres bedst i relationen til et andet menneske, og har fokus på, at barnet/den unge mødes som et selvstændigt individ, hvor personalets vigtigste opgave er at forsøge at forstå barnets indre emotionelle og begrebsmæssige verden.
Barnet vil i dette møde kunne videreudvikle sin selvforståelse og forståelse af deres omverden – måske ikke samme dag, men vi har rigtig gode erfaringer med, at det vil ske over tid.
Vi har faste individuelle børne/unge-samtaler hvor vi, med udgangspunkt i den enkeltes egne ønsker og mål, sikrer at de føler sig hørt og forstået. Det er også her at vi, i samarbejde med den unge, vurderer, om de mål, de selv har lavet i samarbejde med deres socialrådgiver, er nået, og hvad det næste mål kan være. Det er vores erfaring, at stoltheden over at have indfriet et mål, skaber selvværd og mod på at turde tage imod nye udfordringer.
Low Arousal
I bund og grund handler Low Arousal for os om respekt for de børn/uge, vi arbejder med. Om ikke at lade sig provokere, ikke at stille ultimatummer og sørge for, at der altid er en udvej for barnet/den unge til at vælge den bedste løsning.
’Mennesker opfører sig ordentligt, hvis de kan’. Ved at tage udgangspunkt i denne tilgang, kan vi arbejde med rammerne og pædagogiske metoder, når såkaldt problemadfærd opstår. Med tanke på, at mennesker som udgangspunkt gør deres bedste, stiller vi et passende niveau af krav og forventninger.
Hvis et barn/en ung fx ikke er i stand til at sidde stille og spise sammen med andre, må vi lade være med at blive ved med at have en forventning om, at det er muligt. I Huset er vi rigtig gode til at huske, at stressfølsomhed skifter over tid. Og det er vigtigt, at vi som fagpersoner sørger for at justere vores krav og forventninger, så de passer til den situation, barnet/den unge befinder sig i.
Vi håndterer, evaluerer, og forandrer, når nødvendigt, og arbejder med en systematisk tilgang til konfliktsituationer. Vi kigger på de svære situationer fase for fase. Hvad var årsagen til, at situationen opstod? Hvordan agerede vi som fagpersoner i situationen? Forsøgte vi at aflede, og hvordan var vores kropssprog og stemmeleje? Fik vi hjulpet barnet/den unge tilbage i selvkontrol? Og vigtigst af alt: hvad kan vi som fagpersoner gøre for at sikre, at situationen ikke opstår igen?
Neuropædagogik
Gennem Neuropædagogik arbejder vi med udgangspunkt i det enkelte menneskes ressourcer – med at forstå menneskets adfærd. Der er tale om et komplekst og dynamisk samspil mellem hjerne, krop og omverden.
Kernen i det Neuropædagogiske arbejde er, på baggrund af pædagogiske observationer, at ”gå bag om adfærden” og forstå, hvilken mening det giver for det enkelte menneske at udvise netop denne adfærd – al adfærd er kommunikation. I dette perspektiv sættes fokus på den positive relations betydning for hjernens udvikling.
I Huset ser vi derfor ikke udadreagerende adfærd som dårlig opdragelse, og vi reagerer ikke med skældud. Vi møder barnet/den unge med en rolig kropskommunikation og støtter barnet/den unge i, at deres reaktion ikke er forkert. Vi afventer, at barnet er klar til at modtage omsorg - på barnets præmisser. Vi anerkender derfor også vrede som gyldig kommunikation, men med mål om at lære barnet at håndtere vreden på en hensigtsmæssig måde.
De børn/unge, der kommer til Huset, kan have et beskadiget eller ødelagt nervesystem. Vores opgave er at støtte dem i, hvordan de fremtidigt kan leve med det og guide dem til forståelsen af, hvad det kan betyde for dem fremadrettet. Ved at støtte dem i forståelsen af, de eventuelle traumer de har gennemlevet, kan vi hjælpe dem til at leve et godt liv - på trods af traumer.
Derfor arbejder vi tæt sammen i et team, hvor faglig refleksion og udvikling er centralt. For at sikre, at vi hele tiden kan tilpasse vores arbejde til børnenes/de unges udvikling og behov, deltager vi i supervision med en psykoterapeut, traumeterapeut og supervisor.
Supervisionen er baseret på neuroaffektiv teorilæring og pædagogik, som hjælper os med hele tiden at blive bedre og bedre til virkelig at forstå børnenes/de unges adfærd og følelsesmæssige udfordringer.
I supervisionen arbejder vi med refleksioner i grupper og fokuserer også på kropsligt arbejde, og hvordan vi bedst møder børnene i deres følelsesmæssige tilstand. Hver faglig problemstilling, vi oplever i arbejdet med børnene/de unge, bliver behandlet i supervisionen. Derved kan vi anvende vores metoder og tilgange i den daglige pædagogik tilpasset det enkelte barn/den unge.
Arbejdet med at reflektere og justere vores pædagogiske dagligdag er med til at sikre, at børnene får den rette støtte til at udvikle sig i et trygt og understøttende miljø, hvor børnene/de unge kan udvikle sig og opnå deres fulde potentiale.