Støtte i eget hjem (paragraf 85)
Altiden tilbyder støtte i eget hjem efter Servicelovens paragraf 85 i hele landet. Målgruppen er voksne borgere, der bor i egen bolig, og som typisk har en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og derfor behov for socialpædagogisk støtte og hjælp, vejledning eller optræning i hverdagen.
Støtte til borgerens behov
Støtten er individuelt tilrettelagt ud fra borgerens behov med henblik på at understøtte selvstændighed og mestring i eget liv. Støtten tilrettelægges med afsæt i bevillingen, herunder den kommunale handleplans indsatsmål.
Borgeren motiveres til og støttes i at kunne planlægge, strukturere og igangsætte opgaver så selvstændigt som muligt.
Støtten udføres fortrinsvis af medarbejdere med en social- eller sundhedsfaglig uddannelse eller anden faglig relevant baggrund. Der sammensættes et team til den enkelte borger, så borgeren mødes af kendt personale med kompetencer til at varetage den individuelt tilrettelagte støtte.
Vi tilbyder en række pakkeløsninger med fast timetal hos borgeren, men vi tilbyder naturligvis også andre former for støtte og motiveringsindsatser, såfremt dette skulle være aktuelt.
Støtte ydes inden for følgende områder
- Praktiske opgaver i hjemmet, såsom støtte til rengøring, tøjvask, indkøb mv.
- Egenomsorg, såsom støtte til personlig hygiejne, personlig fremtræden, påklædning mv.
- Sundhed, såsom støtte til psykoedukation/indsigt i og forståelse for egen livssituation, ledsagelse til helbredsmæssig udredelse og behandling mv.
- Kommunikation, såsom kontakt til offentlige myndigheder, støtte til at læse og forstå post, dialog med omgivelser mv.
- Samfundsliv, såsom støtte til økonomi, aktivering, beskæftigelse, skole, uddannelse mv.
- Socialt liv, såsom støtte til at indgå i/udvikle sociale relation, deltage i sociale aktiviteter i nærområdet, fritidsinteresser, konflikthåndtering mv.
Altidens paragraf 85-tilbud
Udlejning til voksne borgere
Altiden udlejer lejligheder til støtte i eget hjem på vores afdeling, Kirkebjerg Allé, som ligger i Vanløse.
På Kirkebjerg Allé har vi 17 lejligheder til udlejning til voksne borgere, der modtager støtte i eget hjem.
Sociale netværkstimer
På vores afdeling, Løvegade i Slagelse, er der faciliteter, hvor borgere, der modtager støtte i eget hjem i nærområdet, kan søge om at få sociale netværkstimer. Hver aften bliver der lavet aftensmad, som borgerne kan tilkøbe.
Måltidsstøtte i egen bolig
Vores afdeling, Valby Langgade 227, henvender sig til unge og voksne med spiseforstyrrelse og komorbiditet. Afdelingen tilbyder også udgående måltidsstøtte til borgere i egen bolig efter Servicelovens paragraf 85.