Johni er 92 år og bor på Altidens friplejehjem Fribo Greve. Da hans kone gik bort for fem år siden, mistede han alt kontakt til den resterende familie. Nu fylder han dagene med besøg fra nye venner, aktiviteter med personalet og litteratur.
En munter stemning
Der var stor ståhej, da plejehjemmet fik spiritusbevilling. En aften bestilte gamle Kaj en flaske vin, – Bare sæt regningen på værelset, jeg betaler, når jeg tjekker ud.
Den humoristiske anekdote hænger på døren til 92-årige Johnis bolig på Fribo Greve og beskriver meget godt den muntre og afslappede stemning, der møder besøgende, når de træder indenfor.
Johnis dør er sjældent lukket, for han kan godt lide at sidde i sin lænestol og kigge ud på gangen, hvor et stort vindue giver ham udsigt til en nyetableret legeplads, der hører til en helt nybygget børnehave.
Johnis bolig, der ligger på friplejehjemmets 1. sal, oser af hjemlig hygge med blomster i vindueskarmen, lyserøde lamper og et skinnende pendul ur ved karnappen. Og Johni er faldet godt til på Fribo Greve på trods af, at han kun har boet her i ca. halvanden måned.
“Det er et fantastisk personale, der er her. Man bliver behandlet på den mest kongelige måde. Det er simpelthen det bedste sted”
Ofte finder man faktisk Johni i selskab med personalet, som han hjælper med huslige opgaver så som at skrælle æbler og kartofler eller feje gulvet. Andre gange drages han mod lænestolen i hjemmet.
Og der, fra sin yndlingsplads følger han med i hverdagen udenfor eller fordyber sig i en bog. For tiden læser han i både Peer Kaaes ”Dobbeltmordet på Peter Bang Vej” og en tyk opslagsbog om naturens oprettelse.
Læs også: Festlig officiel åbning af Altiden Fribo Greve
Måtte opgive sin lejlighed
Inden Johni flyttede til Fribo Greve boede han kortvarigt på rehabiliteringscenter Hedebo. Her kom han til efter at have boet alene i en lejlighed i Gersagerparken i Greve.
En morgen da det ringede på døren til hans lejlighed, gled han med sin rollator, hvilket resulterede i et alvorligt fald.
”Og der ligger jeg så fire meter henne i lejligheden med en knust hofte,” husker Johni.
Der blev hurtigt tilkaldt en ambulance, og Johni kom på hospitalet. I kølvandet fulgte en periode med genoptræning på Hedebo og en erkendelse af, at han ikke længere kunne bo alene i sin lejlighed på 2. sal. Derfor fik han som 92-årig plads på friplejehjemmet Fribo Greve.
Hustruen og hunden har en særlig plads
Johni mistede sin hustru Sonja i 2019. Herefter boede han alene i lejligheden i Gersagerparken, som i 41 år dannede rammen om ægteparrets lange liv sammen. 13 af de år var med hunden Mickie, en Cairn Terrier.
”Jeg sagde til min kone, at her skal jeg bæres fra. Og det blev jeg,” siger Johni.
Inden Sonja gik bort, blev de enige om at donere 20.000 kroner til Dyreværnet i Rødovre. Det var herfra, at ægteparret tilbage i 2005 adopterede toårige Mickie.
Donationen skulle bruges til at hjælpe en masse dyr, ligesom de selv fik mulighed for dengang med Mickie.
Minderne fra lejligheden har Johni taget med sig til Fribo Greve. Hans kones billeder ses overalt i boligen, og på reolen ved siden af fjernsynet er billedet af Mickie pænt indrammet sammen med hundens halsbånd.
”Sonja og jeg var gift i 63 år. Tiden den går bare. Man er blevet en gammel sentimental mand,” siger Johni, der bliver rørt, når han mindes dem, som han har mistet gennem tiden.
Ingen kontakt til familien
Johni og Sonja fik en søn sammen, som er omkring 65 i dag. Men ham har Johni ikke kontakt til længere.
“Han bor en kilometer herfra, men jeg har ikke set ham i 30 år. Vi kan åbenbart ikke enes. 10.000 kroner spørgsmålet er hvorfor. Jeg ved det ikke,” siger Johni, der selv voksede op på Amager i København med sine to søstre.
Mens hans storesøster tabte kampen til brystkræft i en alder af 25, lever Johnis lillesøster endnu, dog ses han ikke med hende.
Men selvom Johni fortsætter uden relation til familien, så er hans liv stadigvæk rigt på mening og indhold.
”Jeg går ikke så højt op i det, for jeg har fået de bedste venner”
Læs mere: Fribo Greve-leder med mange års erfaring
Nye venskaber
Da Johni for fem år siden mistede sin kone, skulle han pludselig vænne sig til at bo alene. En af de bekymringer der fulgte med, var angsten for, at ingen ville opdage, hvis han en morgen ikke vågnede.
Derfor ringede han til Ældre Sagen og fik en aftale om morgenvækning op at stå. En midaldrende mand begyndte herefter at ringe til Johni om morgenen, og skæbnen ville, at der var rigtig god kemi mellem dem.
”Vi var åbenbart på bølgelængde rent humoristisk. Du har nok set det billede, der hænger ude på døren. Det kom han med,” griner Johni med reference til teksten på billedet: ”Der var stor ståhej, da plejehjemmet fik spiritusbevilling. En aften bestilte gamle Kaj en flaske vin, – Bare sæt regningen på værelset, jeg betaler, når jeg tjekker ud.”
Efter at have sludret i noget tid besluttede de sig for at få sat ansigt på hinanden.
“Og så mødte jeg et gespenst. Jeg tænkte hva’ faen, hvornår standser du?”
Første møde førte til mange flere møder, og i dag er manden i telefonen en af Johnis tætteste venner. Det samme er mandens kæreste. Hende kalder Johni for ”sekretæren”, selvom hun ifølge Johni: ”ikke er mere sekretær end den stol der.”
”Sekretæren” hjælper Johni med hans økonomi, ligesom det var hende, der var primus motor for, at han flyttede til Fribo Greve.
”Det er hende, der er årsagen til, at jeg sidder her i dag. Da jeg ikke selv kunne tage stilling til noget, så kunne hun. Det er dejligt med så nogle mennesker.”
En heldig mand
De sidste tre år har Johni holdt jul med parret, og det gør han også i år. Denne gang med Johni som julemanden. Derfor har han ladet skægget gro.
Parret er ikke de eneste, som Johni har knyttet bånd med, efter han blev alene. Også ”gartneren” besøger ham med jævne mellemrum.
Hende mødte Johni på den kirkegård, hvor hans kone er begravet. De to faldt i snak, da hun passede det gravsted, som Johni havde udpeget til sin kone. I dag er det hende, der søger for at forsyne Johni med friske blomster og planter til vindueskarmen.
Og Johni er taknemmelig, det mærker man tydeligt, da han selv lægger an til, at det er tid til at komme videre:
”Nu varer det ikke så længe, før hun kommer med nogle nye. Jeg er sgu heldig at have sådan nogle mennesker i mit liv.”