Om Altiden Vester Hjermitslev
”Jeg vil gerne sige godmorgen, og det bliver en god dag, og der mangler kaffe på kanden.”
Sagt af borger med et smil til personalets morgenkoordinering
Altiden Vester Hjermitslev er et botilbud for voksne borgerne under SEL § 107, SEL § 108 med udviklingshæmning og psykisk lidelse, komorbiditet samt fysisk funktionsnedsættelse, herunder evt. misbrug og behandlingsdom.
Borgerne har som følge af deres psykiske lidelse og fysiske handicap brug for ro og finder sig godt til rette i en stille hverdag, der primært foregår inden for botilbuddets fysiske rammer.
Målgruppens adfærd kan komme til udtryk gennem impulsstyret asocial og udadreagerende adfærd. Borgere kan ligeledes have betydelig og varig nedsat psykisk funktionsnedsættelse. Målgruppen kan desuden være dømt til straffelig foranstaltning og have behandlingsdomme eller foranstaltningsdomme (type 2-5) eller have modtaget en psykiatrisk særforanstaltning inden for hovedgrupperne B. dom til behandling og C. dom til ambulant behandling.
Botilbuddet Vester Hjermitslev ligger i rolige omgivelser i den lille, nordjyske by Vester Hjermitslev. Der er kort afstand til både Blokhus, Løkken, Brønderslev og Aabybro.
Som tidligere plejecenter er botilbuddet meget velegnet til borgere, der har fysiske handicaps. Der er elevator mellem etagerne, og der er brede døre og god plads, hvilket gør lokalerne egnede til kørestolsbrugere.
Ejendommen har tre etager, hvor borgerne bor på stueetagen og første sal i lejligheder med eget køkken og bad. Lejlighederne er også velegnede til kørestolsbrugere.
På anden sal er der aktivitetsrum herunder også en biograf. Der er en mindre have med drivhus og pavillon, hvor borgerne kan sidde ude og spise eller nyde solen.
Kom på rundvisning på Altiden Vester Hjermitslev
På Vester Hjermitslev har vi fokus på det enkelte menneske. Vi vurderer hver dag, hvordan den enkelte borger får mest mulig medindflydelse og selvbestemmelse på eget liv med så meget overskud som muligt, både fysisk og mentalt.
Den daglige strukturerede hverdag er vigtig. Vi tager derfor udgangspunkt i den enkelte borger og dennes behov og skaber en forudsigelig, tryg og udviklende hverdag. Vi samarbejder med borgerne om at skabe en fast struktur for hver enkel.
Hverdagen er derfor tilrettelagt i en genkendelig dagsform, som er opbygget og bliver tilpasset efter den enkelte borgers ønsker, behov samt fysiske og mentale formåen. Vi lægger stor vægt på at være omstillingsparate gennem hele dagen. Vi arbejder hver dag for at give borgerne indflydelse på deres eget liv i det omfang, de formår – også selvom borgerens handicap medfører begrænsninger.
Vi arbejder systematisk med støttet selvbestemmelse, hvor borgerne støttes i at foretage valg ved, at medarbejderne tilrettelægger muligheder for at vælge. Alle borgere har fast personaletid, hvor de kan vælge, hvad de vil bruge tiden på sammen med personalet. Det kan være i deres egen lejlighed eller uden for huset.
Den daglige struktur
Strukturen i hverdagen er bygget op om de tre daglige måltider – morgen, middag og aften. Borgerne kan vælge at spise i fællesskab med de øvrige borgere eller alene i deres lejlighed eller med personale. Måltiderne tilberedes og spises i det store køkken, som er husets hjerte dagen igennem. Her er altid et fællesskab, som borgerne kan vælge til som aktiv eller perifer deltager.
I aktivitets- og kreativitetsrum på anden sal kan borgerne bruge tid på kreative aktiviteter som fx at male, strikke eller spille dart, bordfodbold eller se film i vores lille biograf.
Hver søndag er der borgermøde, hvor borgere og personale blandt andet taler om aktiviteter og madplanen for næste uge.
Mød ledelsen på Altiden Vester Hjermitslev
På Vester Hjermitslev arbejder vi med anerkendende relationspædagogik. Vi arbejder ud fra fastsatte socialpædagogiske mål, som er udarbejdet sammen med den enkelte borger.
Vi har fokus på at styrke borgerens personlige og sociale kompetencer, så de bedre kan udfolde sig socialt og derigennem opnå en højere livskvalitet. Vi er nysgerrige på borgeren for at give det bedste tilbud. Vi arbejder med at give borgerne et meningsfyldt og værdifuldt liv. Det gør vi blandt andet ved at være anerkendende, rummelige og lyttende.
Vi ønsker at se bag om adfærden og forstå intentionen. Vi arbejder med relationen ved hjælp af et fælles tredje. Det gør vi både, når det handler om fælles måltider og fælles aktiviteter, og når vi hjælper med daglige aktiviteter og gøremål. Det er sådan, vi skaber tillid.
Ansvarsfulde medarbejdere, der tager hånd om det hele menneske
Metoderne MI (Motiverende Interview) og Low Arousal er en integreret del af vores daglige praksis. Vi arbejder ud fra en anerkendende og samarbejdsorienteret tilgang, som understøtter den enkeltes motivation for forandring og udvikling. Samtidig støtter vi borgerne i at håndtere situationer præget af uro eller kaos på en tryg, respektfuld og konfliktnedtrappende måde.
Vi har hele tiden fokus på at hjælpe borgeren til at bevare selvbestemmelse og selvkontrollen, så vi ikke optrapper potentielle konflikter. Det betyder, at vi er på forkant og skal kende til borgernes behov og adfærdsmønster, så vi ved, hvad der skaber ro for den enkelte.
Det fokus begynder fra morgenstunden, hvor vi tilrettelægger dagens aktiviteter for og med den enkelte borger ud fra dennes ressourcer og kompetencer. Igennem samværet viser vi tydeligt, at vi som personale er rummelige, og at vi også er her, når tingene bliver svære.
Samarbejder på tværs
Det tværfaglige samarbejde er desuden vigtigt på Vester Hjermitslev. Vi ønsker at give borgerne et helhedsorienteret tilbud. Derfor indgår både vores koordinerende social- og sundhedsassistent og sygeplejerske i det daglige arbejde. Det betyder også, at vi samarbejder med bl.a. psykiatrien, politiet, kommunen, pårørende eller læger. Det er ud fra devisen om, at det er mennesket, vi arbejder med – ikke diagnosen.
Pårørende spiller ofte en stor rolle i at skabe den tryghed, der er nødvendig for borgerens udvikling. Derfor vægter vi kontakten til familie, andre pårørende og øvrigt netværk meget højt, og vi gør, hvad vi kan for at opbygge et støttende samarbejde.
Vi respekterer, at det er borgeren selv, der beslutter sammen med personalet i hvilken grad og omfang samt hvordan kontakten til familie og pårørende skal foregå. Hvis borgeren føler behov for støtte under besøg, vil en medarbejder være til stede.
Vester Hjermitslev er underlagt tavshedspligt. Denne gælder også overfor pårørende, medmindre borgeren har givet udtrykkeligt samtykke til, at vi må udtale os til pårørende om forhold vedrørende borgeren. Al information fra Vester Hjermitslev omkring borgeren til de pårørende er således altid godkendt af borgeren selv.


















