Altiden Smørumgaard

hLængerevarende botilbud, Midlertidigt botilbud
Egedal
1 af 8 billeder
Alle billeder

Om Altiden Smørumgaard

Altiden Smørumgaard er et botilbud for voksne i alderen 18-85 år med psykiske vanskeligheder og/eller intellektuelle eller kognitive forstyrrelser. Målgruppen omfatter blandt andet borgere med skizofreni, opmærksomhedsforstyrrelser, dobbeltdiagnoser eller hjerneskade som følge af varigt misbrug. 

Smørumgaard er også godkendt til borgere, der har modtaget en psykiatrisk særforanstaltning i form af dom til behandling eller dom til ambulant behandling. For nogle borgere indebærer dette støtte til at fastholde kontakt til psykiatrien, følge medicinsk behandling og samarbejde med relevante myndigheder.  

På Smørumgaard arbejder vi for at skabe et hjemligt og udviklende miljø, hvor den enkelte oplever selvbestemmelse, tryghed og mulighed for udvikling. Med afsæt i borgerens ressourcer, ønsker og mål understøtter vi et meningsfuldt hverdagsliv med fokus på trivsel, livskvalitet og størst mulig selvstændighed. 

Smørumgaard ligger i naturskønne omgivelser i Smørum i Egedal Kommune. Her er natur til alle sider og gode muligheder for både ro, udeliv og forskellige aktiviteter. Botilbuddet har et hyggeligt gårdmiljø og en stor, flot have med gamle frugttræer. Der er også et drivhus og grønne områder, hvor borgere, der interesserer sig for havearbejde, kan deltage i forskellige opgaver. På området findes desuden en havetraktor, som blandt andet bruges til græsslåning.
Samtidig ligger Smørum tæt på byens handle- og aktivitetstilbud, så der er gode muligheder for at benytte lokalområdets tilbud og deltage i aktiviteter uden for botilbuddet. 

Hovedhus og lade med fælles faciliteter
Smørumgaard består af et hovedhus i to plan samt en tidligere lade, som er ombygget og renoveret. Begge bygninger er indrettet med fokus på hjemlige rammer, fællesskab og trygge omgivelser. I både hovedhuset og den renoverede lade findes værelser, badeværelser og fælles opholdsarealer. Alle værelser har en god størrelse og er nyrenoverede. De store vinduer giver et dejligt naturligt lys, som skaber en lys og behagelig atmosfære. 
På Smørumgaard har vi vaskemaskiner og tørretumblere til rådighed for alle, der bor her. Det er også muligt at have sine egne maskiner med.

Plads til fællesskab
Hovedhuset rummer desuden flere fællesrum, som giver gode muligheder for både afslapning, samvær og hyggelige stunder med andre borgere og medarbejdere – bl.a. det store fælleskøkken, hvor medarbejdere og borgere kan lave mad sammen. For mange er madlavningen en hyggelig aktivitet og en mulighed for at være en del af hverdagens fællesskab.
Derudover findes et mindre tekøkken, hvor man kan trække sig lidt tilbage og selv lave kaffe eller tilberede mindre måltider. Her er også adgang til en mikroovn, og der er altid mad til rådighed døgnet rundt, hvis man får brug for et måltid uden for de faste spisetider. 

Hygge og samvær
De fælles opholdsrum er indrettet, så der er plads til både fællesskab og afslapning. Her kan man mødes med andre, spille spil, tale sammen eller bare nyde en rolig stund.
Smørumgaard har også en fælles tv-stue, som danner rammen om mange hyggelige fælles oplevelser. Her samles borgere og medarbejdere blandt andet om film, serier, X Factor, fodboldkampe og andre tv-begivenheder.
For at skabe hjemlige rammer, er fællesrummet malet i rolige, brune nuancer, og så bruger vi forskellige duftolier for at skabe en behagelig stemning på fællesarealerne.  

Gode transportmuligheder
Selvom Smørumgaard ligger fredeligt omgivet af natur, er det nemt at komme til og fra botilbuddet. Der er gode busforbindelser i området, og S-togsnettet giver let adgang til både København og de omkringliggende byer. Det gør det nemt at benytte byens tilbud, besøge familie og venner eller deltage i aktiviteter uden for botilbuddet.
Vi har også cykler, som kan bruges til at komme rundt i lokalområdet eller hvis man skal til Måløv station. 

Kom på rundvisning på Altiden Smørumgaard

På Smørumgaard er struktur, tryghed og støtte til øget selvstændighed bærende elementer i hverdagen. Sammen med den enkelte borger tilrettelægger vi en hverdag, der tager afsæt i den enkeltes ønsker, ressourcer og mål for fremtiden.
Alle borgere har et individuelt dags- eller ugeskema, som skaber overblik over hverdagens aktiviteter, aftaler og praktiske gøremål. For nogle er en tydelig struktur afgørende for trivslen, mens andre har behov for en mere fleksibel planlægning. Derfor tilpasses støtten altid den enkelte borgers behov.
Skemaerne bruges blandt andet til at skabe overblik over praktiske opgaver som rengøring, tøjvask og andre daglige gøremål samt møder med kontaktperson, trivselssamtaler og andre aftaler. Samtidig hjælper de med at sikre, at vi sammen arbejder hen imod de indsatsmål, som er aftalt mellem kommunen og borgeren. 

Støtte og relationer i hverdagen
Hver borger har to faste kontaktpersoner, som fungerer som tovholdere på den enkeltes udvikling og mål. Sammen arbejder de med både kortsigtede og langsigtede ønsker for fremtiden og planlægger de indsatser, der skal understøtte udviklingen.
Hver dag er der desuden en kontaktperson, som hjælper med at skabe struktur på dagen og støtter borgeren i at gennemføre de aktiviteter og aftaler, der er planlagt.
Vi oplever, at mange borgere får stor tilfredsstillelse ved at lykkes med hverdagens opgaver. Det styrker troen på egne evner og understøtter udviklingen mod større selvstændighed. 

En tryg og stabil hverdag
På Smørumgaard er man aldrig alene. Om natten er der altid to sovende nattevagter til stede, så der er tryghed og mulighed for hjælp hele døgnet.
Dagpersonalet møder ind kl. 8 hver morgen, hvor dagen begynder med et fælles overlap, så alle medarbejdere er opdaterede og klar til dagens opgaver. Herefter fordeles dagens kontaktpersoner, og dagen planlægges med udgangspunkt i borgernes behov og ønsker. 

Sundhedsfaglig støtte
På hverdage er den koordinerende social- og sundhedsassistent tilgængelig for spørgsmål og støtte vedrørende medicin, sundhed og helbredsmæssige forhold.
Der ydes bl.a. støtte til kontakt med egen læge og koordinering af sundhedsfaglige indsatser. Derudover er sygeplejefaglige kompetencer tilknyttet tilbuddet, så der kan hentes faglig sparring og rådgivning efter behov. 

Fællesskab og medbestemmelse
Vi lægger vægt på, at borgerne har indflydelse på deres egen hverdag. Hver uge afholder vi Tirsdagscafé, hvor alle borgere inviteres til et fælles møde. Her taler vi om emner, der optager borgerne, planlægger den kommende uge og udarbejder madplan ud fra borgernes egne ønsker. Derudover drøftes ønsker til aktiviteter og fælles arrangementer. 
Vi prioriterer fællesskabet højt og arbejder for, at der løbende er mulighed for både sociale aktiviteter og individuelle interesser. 
Læs mere om de mange muligheder i afsnittet om Aktiviteter. 

Fokus på selvstændighed og et meningsfuldt hverdagsliv
På Smørumgaard tilstræber vi at skabe rammer, der minder om en almindelig hverdag. Derfor støtter vi borgerne i at komme godt i gang med dagen, tage del i hverdagens opgaver og udvikle færdigheder, som styrker evnen til at mestre eget liv.
For nogle indebærer det deltagelse i opgaver på botilbuddet, mens andre er tilknyttet nogle af de forskellige muligheder i lokalområdet, herunder beskæftigelsestilbud, beskyttet aktivitet og samvær samt værkstedstilbud.
Efter aftale med en hjemmekommune kan vores støtte fx være at køre en borger derhen i starten, være sammen med vedkommende, og så eventuelt begynde at træne henimod selv at kunne tage offentligt transport.
Målet er altid at understøtte den enkelte borgers trivsel, udvikling og mulighed for at leve et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt. 

På Smørumgaard bor der mange forskellige mennesker med forskellige interesser, behov og ønsker til hverdagen. Fælles for mange er et godt humør, humor og lysten til at være en del af et fællesskab, hvor der er plads til både aktiviteter, kreativitet og individuel udvikling.  

Kreative aktiviteter og udeliv
Mange borgere holder af kreative aktiviteter som maling og mindre kreative projekter. Til det har vi et kreativt multirum med fleksible rammer. Her kan bordene sættes op, når man vil være kreativ eller slås ned, når rummet skal bruges til andre aktiviteter.
Flere borgere interesserer sig også for havearbejde. Smørumgaard har både drivhus og haveområder, hvor man kan være med til at passe planter og udføre forskellige opgaver. Vi har desuden en havetraktor, som borgerne også er med til at bruge til bl.a. græsslåning. 

Motion og træning
På Smørumgaard har vi et fitnessrum, som for nylig er blevet udvidet og løbende bliver videreudviklet. Vi har medarbejdere med særlige kompetencer og uddannelse inden for kost og motion, og der er altid personale med under træningen, så man kan få råd og vejledning samt have et fællesskab omkring den fysiske aktivitet. Derudover har vi også cykler, som vi blandt andet bruger til fællesoplevelser og som en hyggelig aktivitet sammen med borgerne, hvor motion og samvær går hånd i hånd. 

Sansestimulering og velvære
Vores sanserum kan bruges til massage og andre sansestimulerende aktiviteter. Flere medarbejdere har interesse for og erfaring med at give massage, og der findes forskellige redskaber, som kan understøtte afslapning og velvære.
Derudover har vi en række sansehjælpemidler såsom tyngdedyner, bolde, fodbade og forskellige dufte. De kan bruges til både at skabe ro, øge velbefindendet eller give ny energi. 

Fælles aktiviteter og samvær
Vi ved, at mennesker trives forskelligt. Nogle har brug for en høj grad af struktur og forudsigelighed, mens andre foretrækker en mere fleksibel hverdag, hvor aktiviteter og planer kan tilpasses fra dag til dag afhængigt af energi og lyst.
På vores ugemøder taler vi derfor løbende om, hvilke aktiviteter borgerne kunne tænke sig at deltage i, eller hvilke nye aktiviteter de ønsker sat i gang.
Forslagene bringes videre til aktivitetsudvalget, som sammen med borgerne planlægger og udvikler aktiviteterne. På den måde har borgerne indflydelse på hverdagen og mulighed for at præge de tilbud og aktiviteter, der findes på Smørumgaard. 

På Altiden Smørumgaard arbejder vi helhedsorienteret og ser altid mennesket frem for diagnosen. Det betyder, at vi ikke alene har fokus på sociale og personlige forhold, men også på bl.a. beskæftigelse, netværk, trivsel, fysisk og psykisk sundhed samt øvrige forhold, der har betydning for borgerens livskvalitet.
For at kunne understøtte den enkelte bedst muligt samarbejder vi med relevante fagpersoner og samarbejdspartnere, herunder kommune, psykiatri, læger, pårørende og andre aktører omkring borgeren. Målet er at skabe sammenhængende indsatser, der understøtter borgerens trivsel, udvikling og mulighed for et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt. 

Anerkendende tilgang
Den anerkendende tilgang er grundlaget for vores arbejde. Vi møder borgerne med respekt, nysgerrighed og forståelse for den enkeltes livssituation og erfaringer.
Vi arbejder ud fra en forståelse af, at alle mennesker har ressourcer og muligheder for udvikling. Derfor har vi fokus på at synliggøre succeser, styrker og fremskridt frem for begrænsninger. Målet er at understøtte borgernes tro på egne evner og styrke deres oplevelse af at kunne mestre eget liv.
Anerkendelse præger både samarbejdet med borgerne, dialogen med pårørende og samarbejdet medarbejderne imellem. 

Relationspædagogisk tilgang
Vi tror på, at udvikling sker gennem trygge og tillidsfulde relationer. Derfor arbejder vi relationspædagogisk og prioriterer opbygningen af stabile relationer mellem borgere og medarbejdere.
Relationen skabes blandt andet gennem det fælles tredje – aktiviteter eller opgaver, som medarbejder og borger er fælles om. Det kan være alt fra måltider, praktiske gøremål og gåture til kreative aktiviteter eller fælles oplevelser.
Vi tilpasser altid vores tilgang til den enkelte. Nogle borgere har brug for rolige samtaler og nærvær i hjemmet, mens andre trives bedst med aktiviteter og oplevelser uden for huset. Gennem relationen skaber vi den tryghed og tillid, som er en forudsætning for udvikling og øget selvstændighed. 

Motiverende samtaler (MI)
Vi anvender motiverende samtaler som en metode til at støtte borgeren i at identificere egne ønsker, håb og mål.
Metoden tager udgangspunkt i, at forandring lykkes bedst, når motivationen kommer indefra. Derfor arbejder vi ikke med at fortælle borgeren, hvad vedkommende skal gøre. I stedet hjælper vi den enkelte med at undersøge egne ønsker og finde frem til realistiske veje mod de mål, der er betydningsfulde for den enkelte. Motiverende samtaler anvendes både i det daglige relationsarbejde og i forbindelse med arbejdet med borgerens individuelle mål. 

Low Arousal
På Smørumgaard arbejder vi efter principperne i Low Arousal. Det betyder, at vi har fokus på at forebygge konflikter og mistrivsel ved at møde borgerne roligt, respektfuldt og med forståelse for deres individuelle behov og reaktionsmønstre.
Vi arbejder aktivt med at lære den enkelte borgers signaler, behov og strategier at kende, så vi kan støtte tidligt, inden situationer udvikler sig. Hvis en borger mister selvkontrollen, er vores opgave at hjælpe vedkommende tilbage til ro og overblik gennem en rolig og afstemt tilgang.
Borgerne oplever derfor medarbejdere, som er tydelige, nærværende og omsorgsfulde, også når livet er svært. 

Individuelle mål og udvikling
Alle borgere har en handleplan med mål, som er udarbejdet i samarbejde mellem borgeren og kommunen.
På Smørumgaard omsætter vi målene til konkrete indsatser i hverdagen og arbejder løbende med at følge op på udviklingen. Sammen med borgeren evaluerer kontaktteamet regelmæssigt, hvordan det går, og om der er behov for justeringer undervejs.
Som udgangspunkt afholdes der årlige opfølgningsmøder med kommunen, hvor der følges op på målene, og der tages stilling til næste skridt i borgerens udvikling. 

Pårørende spiller ofte en stor rolle i at skabe den tryghed, der er nødvendig for borgerens udvikling. Derfor vægter vi kontakten til familie og pårørende meget højt, og vi gør, hvad vi kan for at opbygge et støttende samarbejde.
Bl.a. holder vi pårørendearrangementer flere gange om året, hvor borgerne også har mulighed for at invitere sine pårørende med
Ligesom familie og pårørende altid kan kontakte Smørumgaard, hvis der er behov for det.

Borgeren beslutter sammen med personalet, i hvilken grad og omfang kontakten til familie og pårørende skal foregå. Hvis borgeren føler behov for støtte under besøg på Smørumgaard, er der mulighed for, at en medarbejder kan være til stede. Altiden Smørumgaard er underlagt tavshedspligt. Denne gælder også overfor pårørende, medmindre borgeren har givet udtrykkeligt samtykke til, at vi må udtale os til pårørende om forhold vedrørende borgeren. Al information fra botilbuddet vedr. borgeren til de pårørende er derfor altid godkendt af borgeren selv.  

Det sker også på Altiden Smørumgaard