En enig dommerkomite pegede på Altiden Fribo Holte som vinder af Ambeas Kvalitetspris 2022 ved prisoverrækkelsen, der fandt sted på den smukke svenske kulturhistoriske Hufvudsta Gård onsdag den 15. februar.
Kvalitet i højsæde
”Det var en meget inspirerende og givende oplevelse at deltage i Kvalitetsprisen,” fortæller administrerende direktør i Altiden, Jan Wilken, der sammen med vinderholdet fra Altiden Fribo Holte og de to øvrige nominerede hold fra hhv. botilbuddet Korninghøj og Altiden Skovsminde Plejecenter var i Stockholm for at deltage i Ambeas årlige prisuddeling.
”Der bliver ydet et virkelig stort arbejde inden for kvalitet i hele Altiden – på vores botilbud, opholdssteder og plejehjem, og det ses i de tre nominerede lokationer. Jeg er stolt over, at vi har så dedikerede medarbejdere og ledere, og det er helt igennem fantastisk, at vi får muligheden for at hylde dem i selskab med kolleger fra hele Ambea.
Når alt kommer til alt, er den langsigtede bæredygtighed for Altiden som virksomhed, at vi leverer en service, der er båret af kvalitet, som vores borgere er glade for. Kvalitetsprisen er med til at sætte fokus på det arbejde, og det, der i dagligdagen skaber det magiske øjeblik: Omsorgsøjeblikket!”
Læs mere: Vinder af Kvalitetsprisen 2021
Faglig sparring med kolleger
Dagen igennem – inden den store prisuddeling om aftenen, var der arrangeret spændende faglige oplæg om bl.a. synet på mennesker, som lever med funktionsnedsættelser, og herefter interessante samtaler i grupper. Friboleder Mette Bjerre-Christensen satte stor pris på den del.
“Det var helt fantastik at møde andre fra koncernen – og føle at man faktisk er i et stort fællesskab. Vi har jo haft besøg af vores svenske kolleger og været på besøg der, men i det at være i det store fællesskab, det var virkelig spændende sammen med det at få skabt netværk og endnu flere gode kontakter.”
Deltagerne fra det nominerede botilbud, Korninghøj fordybet i gruppearbejde med bl.a. Altiden direktør Jan Wilken (th).
Fribo Holte-teamet, sygeplejefaglig leder, Anna-Marie Johannessen (tv), teamkoordinator, Kim Christensen, (nr. 2 fra venstre) samt Friboleder Mette Bjerre-Christensen.
Altiden Skovsminde Plejecenters deltagere hyggede sig også ved eftermiddagens arrangement.
Nærvær og hjemlighed
Det er fjerde år i træk, at Altiden deltager i Kvalitetsprisen. Prisen gik i år til Altiden Fribo Holte, der, som dommerkomiteen udtrykker det:
”Er et mønstereksempel på, hvordan et plejehjem med nærvær og hjemlighed på kort tid har opnået gode og stabile resultater inden for beboer- og medarbejdertilfredshed, lederskab og øvrige kvalitetsparametre.”
En beskrivelse som Friboleder, Mette Bjerre-Christensen var virkelig stolt over at høre:
“Vi har i hele 2022 arbejdet målrettet med at sikre stabil bemanding og rekruttering og en økonomi, der blev løftet, men stadig med fokus på den gode kvalitet. Det har medvirket til, at alle tilsyn, vi har haft, er gået igennem yderst tilfredsstillende uden anmærkninger,” fortæller hun og uddyber:
“Vores borgerundersøgelse siger, at vores beboere trives rigtig godt. Og ud over pleje, kvalitet og dokumentation, bemanding og økonomi så har vi jo også både en aktivitet og et køkken, som gør det rigtig, rigtig godt, og de skal heller ikke glemmes i det her.
Begge dele medvirker til, at vores beboere trives. Det er lykkedes os at tænke ud af boksen og skabe aktiviteter, som man måske ikke normalt forbinder med plejehjem. F.eks. samtalesaloner, dame-og herrefrokoster, små frokoster på tværs med nogen, der f.eks. har arbejdet inden for det samme, hvilket skaber erindringer og minder. Så ud over fysiske aktiviteter som stolegymnastik og lign., så har vi også social og mental stimulering i vores aktiviteter.”
Hvad betyder det for Fribo Holte at vinde prisen?
“Det betyder rigtig meget for hele vores omdømme på alle parametre, både på vores mulighed for rekruttering af nye medarbejdere. At at man har lyst til at arbejde i et hus, der har de her rammer, hvor man ved, at der er styr på kvaliteten, og man har udviklingsmål, der bliver efterlevet. Og alle vores medarbejdere er superglade og stolte over dem selv, at det er lykkedes os alle sammen at få hevet den her pris hjem. Alle har medvirket til, at det er sket.”
Læs mere: Fribo Holte – Altidens friplejehjem
Der var rigtig god stemning på det samlede Altiden-hold hele dagen og aftenen med.
Stort tillykke til Altiden Fribo Holte med den velfortjente kvalitetspris og også tillykke med nomineringen til botilbuddet Korninghøj og Altiden Skovsminde Plejecenter.
”Stor tak skal der også lyde til alle medarbejdere i Altiden, som hver især brænder for og yder høj kvalitet i deres arbejde på vores mange tilbud i Danmark,” tilføjer Jan Wilken i forlængelse af fejringen af den høje kvalitet i Altiden og hele Ambea.