Ældreområdet

Altiden Lindehaven fejrer fællesskab, omsorg og engagement 

september 8, 2026
Altiden Lindehaven fest september 2026 (1)

I næsten fem år har plejecentret Altiden Lindehaven været rammen om hverdagen for beboere, pårørende og medarbejdere. Der er blevet skabt relationer og venskaber. Holdt fødselsdage, drukket kaffe, grinet, sørget og sunget. 

Sådan sagde centerleder Christina Kobberdal i indledningen af sin tale ved fejringen af ”genåbningen” af Lindehaven. Og samtidigt understregede hun: 

”Når man hører ordet genåbning, kan man få indtryk af, at noget har været lukket. Men Lindehaven har aldrig været lukket. Tværtimod.” 

Altiden Lindehaven fest september 2026
Centerleder på Lindehaven, Christina Kobberdal (tv) sammen med Altidens chef for ældreområdet, Ann-Sofi Brua Brandt.
Altiden Lindehaven fest september 2026
Medarbejdere og beboere hyggede sig sammen.

Et favnende hus 

Vejret tillod desværre ikke en havefest, men det lagde ikke en dæmper på stemningen og humøret, som var højt hos beboere, pårørende, medarbejdere og Altidens chef for ældreområdet, Ann-Sofi Brua Brandt. Hun understregede også, at den officielle anledning godt nok var afslutning af istandsættelsen af den ydre ramme, men at den fyldte multisal viste, at det er alt det inde i huset, som gør den store forskel.  

”Alle vores medarbejdere, ledere, beboere og pårørende er jo med til at gøre en forskel hver eneste dag, også for hinanden. I det sociale sammenhold og med alle de fantastiske aktiviteter, vi har i huset. Faktisk er det jo ikke kun et hus for dem, som bor og arbejder her, men også et hus, som inviterer nærområdet inden for. Til fx legestue for børn, skolebesøg, kunstudstilling, børneterapi. Så det er på mange måder et multihus.” 

Altiden Lindehaven fest september 2026 (9)
Vejret tillod desværre ikke havefest i den ellers dejlige gårdhave, som er blevet benyttet flittigt hele sommeren.
Altiden Lindehaven fest september 2026 (2)
Tryllekunstneren var et stort hit hos både unge og gamle.

Bente fandt trygheden på Lindehaven 

Dagen blev fejret med champagne, kransekage, tryllekunstner, grillbuffet og sluttede med en forrygende optræden med Copenhagen Showband, der optrådte i multisalen og hele vejen rundt i huset. 

Én af beboerne, som deltog i fejringen, var 92-årige Bente. Hun har boet på Lindehaven i to år, og kom dertil efter en alvorlig hospitalsindlæggelse.  

”Jeg var meget syg, og det er den bedste beslutning, jeg har taget,” forklarede hun. 

”Mine børn spurgte mig flere gange, om jeg nu var sikker. Og det var jeg. Jeg sagde: ’Jeg skal ikke hjem’. For så kommer der en masse forskellige rendende ind og ud af mit hjem. Her ved jeg, hvem der er her, og det fungerer rigtig fint for mig. Alle var og er meget søde og omsorgsfulde her.”  

Da Bente kom til Lindehaven fra hospitalet kunne hun dårligt gå op ad bare to-tre trappetrin. Hun havde ingen kræfter overhovedet. Men hun har altid dyrket motion og er blevet frisk og rørig igen. 

”Jeg går til gymnastik, træner på trapper og går ture,” fortæller hun glad. Og tilføjer begejstret at der jo er så mange fine aktiviteter på Lindehaven, som man kan deltage i – hvis man vil.   

”Det bedste ved at bo her er den omsorg, man får.” 
Bente, 92 år, beboer på Lindehaven

Altiden Lindehaven fest september 2026 (7)
92-årige Bente nyder at bo på Lindehaven og hyggede sig til festen. Her er hun sammen med centerleder, Christina Kobberdal.
Altiden Lindehaven fest september 2026 (1)
Som afslutning på festen kom Copenhagen Showband og spillede og bød op til dans.

Et godt sted at leve sit liv 

Noget helt særligt ved Lindehaven er nærmiljøet, som spiller en aktiv rolle i hverdagen på plejecentret samt de gode relevante samarbejdspartnere og de mange forskellige mennesker, der har deres gang i huset. Som centerleder Christina Kobberdal også påpegede i sin tale. 

”Der er legestuen, som kommer hver tirsdag formiddag. Der kommer børn fra børnehaver og skoler og synger eller spiller teater. Næsten dagligt kommer her børn og forældre, som skal til Børneterapien. Det er alt sammen med til at minde os om, at Lindehaven ikke er en verden for sig. Vi er en del af et levende lokalsamfund, og det er vi meget stolte af,” understregede Christina og tilføjede: 

”Det betyder også meget for os, at vores vægge gennem årene har været prydet af kunst fra den lokale kunstforening. Når man bevæger sig rundt i huset, mødes man af farver, stemninger og fortællinger. Kunsten skaber samtaler, vækker minder og giver oplevelser i hverdagen. Den er med til at gøre Lindehaven til et hjem.” 

”Noget af det, jeg dog er allermest stolt af, er det, vores beboere fortæller os. I de brugerundersøgelser, vi gennemfører to gange om året, giver beboerne igen og igen udtryk for, at de er glade for at bo her. Det er måske den allervigtigste tilbagemelding, vi kan få.

“Et plejehjem skal først og fremmest være et godt sted at leve sit liv. Og det fortæller vores beboere os, at Lindehaven er.” 
Christina Kobberdal, centerleder Lindehaven.