Nyheder

250 ekstra par hænder til corona-jobbank – tak!

Altiden ældreområdet logo hænder corona jobbank

Da corona kom til Danmark i starten af marts, valgte vi i Altiden at sætte en corona-jobbank i søen, hvor vi opfordrede til, at man kunne melde sig, hvis man havde mulighed for at hjælpe i en række midlertidige stillinger. På den måde kunne sikre, at vi havde ekstra hænder at trække på, hvis mange blev syge eller måtte gå i karantæne.

Jobbank skabte tryghed
Interessen for at melde sig har været stor, og mere end 250 meldte sig. Vi har haft brug for flere til midlertidige stillinger på blandt andet bosteder, i hjemmeplejen eller på et af vores plejecentre. Det har været en stor hjælp og givet tryghed blandt beboere, pårørende og vores øvrige kolleger, at vi har haft jobbanken at trække på, hvis vi pludselig stod i en situation med mange syge eller i karantæne. Vi har igennem hele forløbet haft et historisk lavt sygefravær og indtil nu undgået smittetilfælde på vores bosteder og plejecentre, og det er vi meget taknemmelige for.

Tak for hjælpen
Vi er nu inde i en ny fase af corona-udbruddet, og Danmark lukker lige så langsomt op igen. Vi kan se, at behovet for ekstra hænder i hverdagen er aftagende. Nu lukker vi derfor vores jobbank ned. Det har været helt særligt at mærke denne opbakning i en svær tid og vidner om en stor hjælpsomhed. Tak til alle, der har meldt sig.

Godt nyt for branchen
Under corona har vi oplevet en stor interesse for at arbejde i omsorgsbranchen. Den demografiske udvikling peger på, at der over de kommende år vil blive et øget behov for ekstra hænder. Det er positivt i en branche, der fremover kommer til at have et stort behov for at tiltrække dygtige medarbejdere, der har lyst til at give den bedst mulige omsorg, støtte og pleje til nogle af vores sårbare og udsatte borgere.

Vi vil gerne opfordre interesserede til at søge en af vores ledige stillinger eller søge uopfordret. Du finder stillingerne her.