Altiden Dianalund

hMidlertidigt botilbud
Sorø
1 af 7 billeder
Alle billeder

Om Altiden Dianalund

Borgerne på Altiden Dianalund er voksne med svære psykiske vanskeligheder, herunder evt. misbrug og dom for personfarlig kriminalitet. Tilbuddet henvender sig til personer i alderen 18-85 år, som af forskellige årsager vanskeligt kan rummes i almindeligt institutionsregi. Der er ofte tale om funktionsnedsættelser som angst, depression, ADHD, forandret virkelighedsopfattelse, personlighedsforstyrrelse og/eller misbrugsproblematikker. Borgerne er i varieret grad selvhjulpne og mobile. De kan enten selv eller med støtte søge og deltage i fællesskabet, ligesom de også kan vælge fællesskabet fra helt eller delvist.

Dianalund ligger i stort hus med tre etager. Huset rummer en dejlig lys tv-stue med udsigt over haven og markerne. Herudover et stort industrikøkken samt to træningskøkkener. I træningskøkkenerne har borgerne mulighed for at øve deres køkkenfærdigheder, lære at lave mad og rydde op.
Huset gennemskæres af brede, lyse gange, som borgeren selv har været med til at udsmykke med egne malerier. Fra gangene har borgerne indgang til egne værelser. Der er 4 fælles badeværelser med vaskesøjle og brusebad.
Dianalund har en dejlig stor vestvendt terrasse lige i udkanten af husets gamle have, hvor vi griller, når vejret er til det. Haven er også hjemsted for områdets rådyr, der morgen og aften ofte dukker op.

På Altiden Dianalund har vi et ungt miljø. Vi ønsker at skabe et hjem for borgerne, hvor der er fokus på selvbestemmelse og en aktiv hverdag.
Hverdagen på Altiden Dianalund har en fast struktur, som er tilpasset den enkelte borgers formåen. Vi arbejder henimod, at borgerne kommer ud i egen bolig. Derfor er et af målene med vores arbejde at give borgerne ansvaret tilbage ud fra devisen, at hvad vi gør for borgeren, begrænser vi borgere i selv at gøre.
Vi fastsætter derfor klare socialpædagogiske mål med fokus på hverdagens gøremål og på at lave mange forskellige fysiske aktiviteter. Og vi stiller krav efter borgerens formåen.
Hverdagen indeholder ADL-træning samt beskæftigelses- og fritidsaktiviteter og/eller uddannelse. Kodeordene for alle aktiviteter er tryghed, stabilitet og succesoplevelser. ADL-træning styrker de basale færdigheder i forhold til personlig hygiejne, påklædning, planlægning af madplan, indkøb, madlavning, rengøring og sociale færdigheder. Borgerne har desuden mulighed for at have fast maddag, hvor de bestemmer menuen og laver aftensmåltidet sammen med personalet.
Borgerne har mulighed for beskæftigelse uden for botilbuddet. Men der er også en række muligheder for beskæftigelse i hverdagen inden for botilbuddet. Det er bl.a. havearbejde, fritidsaktiviteter og kreative aktiviteter i vores værksted. Mange af borgerne bruger desuden vores motionsrum.
Der er en fast daglig indkøbstur kl. 11. til Dianalund. Vi er desuden en del af lokalsamfundet og arbejder på, at borgerne og botilbuddet skal være en integreret del af landsbyens fællesskab i det omfang, det er muligt.
Vi bruger omgivelserne og de muligheder, de giver for aktiviteter og ture ud af huset. Det kan være en tur til Holbæk for at høre musik, ud og bowle eller i biografen. Men turen kan også være ud i naturen. Så tager vi fx på stranden, på cykeltur i skoven eller ud for at sove i shelter og lave bål med snobrød eller anden bålmad.
Fællesaktiviteterne bliver besluttet på det ugentlige beboermøde, hvor den ugentlige madplan kan laves i fællesskab.

På Altiden Dianalund arbejder vi ud fra en anerkendende og relationspædagogisk tilgang, som opfriskes en gang årligt for personalet via kursus. Vi har fokus på at styrke borgerens personlige og sociale kompetencer.
Ved en borgers indflytning udarbejdes der i samarbejde med rådgiver fra borgerens hjemkommune indsatsformål og eventuelle mål. Efterfølgende er der dialog med borgeren omkring mål og delmål, da det er med til at sikre selvbestemmelse og motivation.
Såfremt der ikke er udarbejdet indsatsformål, opsætter personalet mål i samarbejde med borgeren ud fra VUM og går herefter i dialog med handlekommune/rådgiver.
På Dianalund arbejder vi dagligt med dokumentation af indsatsen for at evaluere samt følge en progression. Såfremt indsatsen ikke virker efter hensigten, justeres den løbende med anden indsats, tilgang og/eller metode.
Vi arbejder med at give borgerne et meningsfyldt og værdigt liv. Det gør vi blandt andet ved at være anerkendende, rummelige og lyttende. Vi ønsker at se bag om adfærden og forstå intentionen.
Vi arbejder med relationen ved hjælp af et fælles tredje. Det gør vi både, når det handler om de fælles måltider, ved fællesaktiviteter, og når vi på tomandshånd laver ting sammen og hjælper med daglige gøremål. Det kan være i forbindelse med en køretur eller ADL-træning, hvor det er nemt at stille spørgsmål og tale sammen. Det er sådan, vi skaber tillid. Borgerne møder ansvarsfulde medarbejdere, der tager hånd om det hele menneske.
Der arbejdes således med at mobilisere de ressourcer, borgerne allerede besidder, og videreudvikle dem, så den enkelte borger på bedst mulig måde kan være aktør i eget liv.
Respekten, for at borgerne er herre i eget liv og bestemmer over deres liv, er afgørende. Personalet kan rådgive, vejlede og støtte borgerne, men aldrig bestemme over dem.
Metoden Low Arousal er en integreret del af hverdagen, hvor borgerne støttes i at håndtere kaos. Det betyder, at vi er på forkant og skal kende til borgernes behov og adfærdsmønster, så vi ved, hvad der skaber ro for den enkelte.
Det starter fra morgenstunden, hvor vi begynder at tilrettelægge dagens aktiviteter for og med den enkelte borger ud fra dennes ressourcer og kompetencer. Igennem samværet viser vi tydeligt, at vi som personale er rummelige, og at vi også er her, når tingene bliver svære.

Det tværfaglige samarbejde er desuden vigtigt på Dianalund. Vi ønsker at give borgerne et helhedsorienteret tilbud. Det betyder, at vi eksempelvis samarbejder med psykiatrien, politiet, kommunen, pårørende eller læger. Det er ud fra devisen om, at det er mennesket vi arbejder med – ikke diagnosen.
Indsatsen, tilgangen og/eller metoden drøftes på vores personalemøder, i kontaktpersongruppen/personalegruppen samt med daglig leder og ikke mindst borgeren.

Pårørende spiller ofte en stor rolle i at skabe den tryghed, der er nødvendig for borgerens udvikling.
Derfor vægter vi kontakten til familie og pårørende meget højt, og vi gør, hvad vi kan for at opbygge et støttende samarbejde. Familie og pårørende altid kan kontakte Dianalund, hvis der er behov for det.
Borgeren beslutter sammen med personalet i hvilken grad og omfang, kontakten til familie og pårørende skal foregå. Hvis borgeren føler behov for støtte under besøg, vil en medarbejder være til stede.
Altiden Dianalund er underlagt tavshedspligt. Denne gælder også overfor pårørende, medmindre borgeren har givet udtrykkeligt samtykke til, at vi må udtale os til pårørende om forhold vedrørende borgeren. Al information fra Altiden Dianalund omkring borgeren til de pårørende er således altid godkendt af borgeren selv.