Altiden socialområdet

Diskofest var en bragende succes

Diskofest beboere Kirkeleddet

Gæster i nystrøgede skjorter og paillet slips, rødvin med cola, glimtende diskokugler og et fyldt dansegulv. Altidens botilbud Kirkeleddet var medarrangør, da en kæmpe diskofest for borgere med fysisk og psykisk handicap fik sin debut i Søborg Forsamlingshus.

Beboere fik ideen

Den røde løber var rullet ud foran indgangen til Søborg Forsamlingshus i Gribskov Kommune, da der den anden lørdag i november blev afholdt kæmpe VIP-Disko for udviklingshæmmede og/eller fysisk handicappede borgere.

Lige indenfor hoveddøren under en glimtende diskokugle sad to forventningsfulde beboere fra Altidens botilbud Kirkeleddet og tog imod de mange feststemte gæster. Begge beboere, Simone og Jakob, var oprindeligt med til at fostre ideen til festen tilbage i sommers. Diskofestens navn, menu og drinkskort havde efterfølgende været oppe at vende på et beboermøde. Valget faldt på skinke med flødekartofler, rødvin i cola. Botilbuddets ”hofdrik” og en klassiker til diskofester, hvis man spørger beboerne.

VIP-Disko indgang
Beboerne på Kirkeleddet døbte festen VIP-Disko, og derfor skulle der selvfølgelig rulles en rød løber ud foran indgangen.
VIP-Disko Jacqueline buffet
Jacqueline, der havde taget paillet slipset på, glædede sig til at vise sine Michael Jackson moves frem på dansegulvet.

Ideen til diskoaftenen opstod, da Simone og Jakob deltog som frivillige ved årets musikfestival Rock ved Ruinen i Søborg. Her havde de overfor en af musikfestivalens arrangører, Anita Verhagen, foreslået, at der blev arrangeret en diskofest. Anita, der i kraft af sit virke i Søborg Idrætsforening, havde mulighed for at skaffe et selskabslokale, greb ideen med det samme.

I samarbejde med Kirkeleddets afdelingsleder, Daniella Skafsgaard, blev beboernes ønske om en aften i diskoens tegn gjort til virkelighed.

Beboere og pædagoger Kirkeleddet VIP-Disko
Simone og Jakob, som bor på Kirkeleddet, tog imod gæsterne til VIP-Disko.

Tilmeldinger væltede ind

Det var første gang, at VIP-Disko blev afholdt, og af den årsag var Daniella Skafsgaard og Anita Verhagen meget spændte på, hvor mange tilmeldinger de ville få.

Daniella og jeg har været lidt bekymret for, om det kun ville være Altidens otte beboere, der tilmeldte sig. Hvis det var, kunne vi heldigvis dele salen op, så det bare var en lille fest. Men lige pludselig så væltede det ind med tilmeldinger, også efter deadlinen

Arrangør Anita Verhagen

Ud af 160 billetter blev 87 solgt. Af dem dukkede over 80 gæster op, hvoraf de fleste kom fra botilbud i det nordsjællandske. For flere af gæsterne fungerede aftenen som en festlig lejlighed til at gense venner og bekendte fra området.

”Der er gensynsglæde i det. Det er så lokalt, at de kender hinanden på kryds og tværs. Det kan noget,” siger afdelingsleder på Kirkeleddet, Daniella Skafsgaard.

Arrangører bag VIP-disko Daniella Skafsgaard og Anita Verhagen
Afdelingsleder på Kirkeleddet Daniella Skafsgaard og medarrangør Anita Verhagen havde ingen problemer med at få folk i lokalområdet til at donere kager til diskofesten.

Læs også: Altiden åbner nyt opholdssted på Fyn

Gæster sprang på scenen

Stemningen var allerede i top, da livebandet Claus og Co. efter maden gik på scenen med deres repertoire af kendte danske evergreens.

Som ved et trylleslag flokkedes de begejstrede gæster til dansegulvet, hvor der blev skrålet med på slagere som “Hvor ska’ vi sove i nat”, “Himmelhunden”, Birthe Kjærs ”Sommer og Sol” og “Sådan nogen som os har jo brug for en kæreste. Og den kæreste havde jeg tænkt sku’ være dig.”

VIP-Disko dansegulv
Disko-gæsterne var ellevilde, da en af Kirkeleddets beboere trådte på scenen.

“Det er megafedt, at der er kommet så mange festglade mennesker, og at vi har nogle pædagoger med, som bare er på. Alle danser, smiler og har det godt,” lød det hen på aftenen fra afdelingsleder på Kirkeleddet, Daniella Skafsgaard.

Til stor overraskelse for alle sprang to friske gæster spontant på scenen og greb mikrofonen. En af dem var Jonas, der i selskab med bandet, gav den hele armen under Kim Larsen-nummeret Tarzan Mama Mia.

Gæst Jonas på scenen til VIP-Disko
Jonas gjorde bandet selskab på scenen til stor fornøjelse for bandmedlemmerne.

”Jeg kommer for beboerne. Der er julelys i øjnene på dem. Det er så fedt, at så mange har bakket op om det her,” sagde en pædagogmedhjælper fra Kirkeleddet, som fyrede op under dansegulvet sammen med botilbuddets beboere.

”Her er det total okay at være den, man er,” tilføjede han.

Personale og beboere på Kirkeleddet til VIP-Disko
Pædagogmedhjælper Mikkel fra Kirkeleddet og botilbuddets beboer Jakob sang og dansede, da det nummer, som de plejer at høre sammen om morgenen, blev spillet.
Kirkeleddet beboer Jacob på dansegulv
Beboer på Kirkeleddet, Jakob, havde en fest på dansegulvet med sin nabo Simone og botilbuddets pædagoger.

Stor opbakning fra frivillige

I dagene op til den store diskofest havde Daniella Skafsgaard og Anita Verhagen skrevet ud på de lokale Facebookgrupper for at høre, om nogen havde lyst til at bage kage til arrangementet. Det var der i den grad.

”Der er kommet seks-syv kager, og en har doneret 500 kroner. Så der er utrolig stor opbakning, det er simpelthen så dejligt at se,” lød det fra Anita Verhagen, da hun sammen med Daniella tog imod to lagkager ved døren.

VIP-Disko kagebord
Mange frivillige havde bagt kage til lejligheden, hvilket resulterede i et overdådigt kagebord.

Samtidig havde flere frivillige meldt sig til at hjælpe på selve dagen, ligesom der var blevet sponsoreret slik og popcorn til arrangementet. Popcorn var et ønske fra beboerne på Kirkeleddet, og derfor havde Jakob, medarrangør og beboer på botilbuddet, været forbi Meny for at høre, om de kunne tænke sig at donere popcorn til festen. Den var de med på. Og afdelingsleder på Kirkeleddet, Daniella Skafsgaard, er ligesom Anita Verhagen dybt taknemmelig for den store opbakning.

Jeg er stadig helt oppe at køre over alle de frivillige, som er kommet, og som har bagt, og som siger: ”I ringer bare en anden gang, og det behøver ikke engang være en stor fest, jeg vil gerne hjælpe.” Det er simpelthen så fedt

Afdelingsleder på Kirkeleddet, Daniella Skafsgaard
Claus fra bandet sang til Kirkeleddets beboer Rebecca på dansegulvet.
VIP-Disko dansegulv
Bandet forstod at sætte gang i både dansefødder og kørestolshjul.

Håber på flere diskofester

Aftenen gik ifølge Anita Verhagen og Daniella Skafsgaard over al forventning. Deres håb er, at diskofesten fremover kan blive en tilbagevendende begivenhed, gerne to gange årligt. Der er nemlig behov for den slags arrangementer i lokalområdet. 

”Der er ikke store arrangementer som dette i Nordsjælland, hvor tilbuddene mødes. Så skal man ind til København. Man skal køre langt, og det er mange timer. Og det her er jo lige i nærheden for mange heroppe,” siger Anita Verhagen, der til dagligt arbejder som sagsbehandler for netop denne målgruppe.

Diskofesten er afhængig af sponsorater og donationer og fik denne gang støtte fra Elsass Fonden. Men hvis arrangementet skal genopstå med live musik, billige drikkevarer og til en overkommelig billetpris, kræver det en ny sponsor.

“Det er vigtigt, at vi har sponsorer til at dække musikken – de faste udgifter. Og så skal billetpriserne være så lave som muligt, så man som førtidspensionist har råd til det,” siger Anita Verhagen.

Anita og Daniella håber nu, at en ny sponsor vil melde sig, så endnu en diskofest kan se dagens lys til foråret.

Kirkeleddet beboer Simone
Simone fra Kirkeleddet nød et glas rødvin med cola til maden.
VIP-Disko og beboere og pædagoger Kirkeleddet
Der var god stemning ved Kirkeleddets bord.
Beboer Kirkeleddet VIP-Disko
Kirkeleddets beboer Karoline i en munter stund under middagen.

Læs mere: Mød Nicki, der er medarbejdernes talerør i Altidens Social bestyrelse