Altiden socialområdet

Fra isolation til fællesskab: Claus fandt sin plads på Altiden Landerupgaard

Borger Claus Landerupgaard juli 2024

Claus’ tilværelse var præget af selvisolering og mistrivsel, men en flytning på tværs af landet til botilbuddet Altiden Landerupgaard i Kolding gav ham fornyet livsglæde og bedre kontrol over sin autisme.

Mellem grønne marker, søer og skov på en 11 hektar stor grund ca. 12 km nord for Kolding by ligger botilbuddet Altiden Landerupgaard. Botilbuddet er hjem for 23 voksne med svære psykiske vanskeligheder, herunder bl.a. autismespektrumforstyrrelser.

I marts 2023 trådte en ny borger ind ad døren: Claus på 37 år – en københavner med grønne fingre og en passion for musik og madlavning. I dag, halvandet år efter han overtog nøglerne til sin nye bolig, er der sket en markant forandring, som både han selv og hans forældre tydeligt kan mærke.

Botilbuddet Landerupgaard juli 2024
Botilbuddet Landerupgaard.
Huse på Landerupgaard juli 2024
Botilbuddet er opdelt i små huse: Hus 1, Hus 2, Hus 3 samt udslusningslejligheder.

En svær beslutning

Claus har en autisme-diagnose og er samtidig udfordret af OCD. Derfor har han boet det meste af sit voksenliv på botilbud. I 15 år boede han på et botilbud i Nordsjælland, inden det med kommunens hjælp blev muligt at finde en bolig til ham på Altidens botilbud i Kolding, Landerupgaard. 

Til at begynde med var Claus ikke begejstret for at flytte så langt væk. Det var ikke kun afstanden til hjembyen Taastrup, der bekymrede ham, men også de forandringer som fulgte med.

”Det er en del af hans udfordringer, at han er modstander af forandringer og nye ting,” forklarer Claus’ far Martin, der også husker, at han og Britta, Claus’ mor, selv var skeptiske på grund af afstanden.

Deres bekymringer blev dog hurtigt gjort til skamme, da de allerede efter fire måneder kunne se en tydelig forbedring hos deres søn.

“Vi var lidt kede af det i starten, at han skulle så langt væk, men som han har det i dag, så ser det ud til, at han trives. Det er dejligt at se, at han er så glad. At han trives i det daglige, det er det vigtigste for os. Det kommer i første række. At vi så har fået lidt længere afstand, det må vi leve med,” siger Claus’ far Martin.

Til spørgsmålet om Landerupgaard har hjulpet Claus, svarer han selv:

”Det synes jeg. Ikke bare lidt men meget. Det er kun gået én vej, siden jeg flyttede ind her, og det er op,” siger Claus.

Claus er blevet mere social, efter han er flyttet til Landerupgaard. Blandt andet var han med til at arrangere Melodi Grand Prix-aften sammen med personalet. Her ses han sammen med sin kontaktperson på Landerupgaard.

Læs også: Allan er LEGO-nørd og affaldsminister

Godt for psyken

Claus har tre faste kontaktpersoner på Landerupgaard, der bl.a. hjælper ham med daglige praktiske gøremål, at skabe og fastholde struktur i hverdagen, ligesom de støtter ham i at deltage i sociale sammenhænge og få ro og overblik.  

”De er gode til at hjælpe Claus, hvis han møder udfordringer, som han ikke selv kan klare. Samtidig har personalet på Landerupgaard gode sociale kompetencer og er empatiske,” siger Martin.

At Claus trives, gør også, at hans autisme præger ham i mindre grad i hverdagen, fortæller hans forældre, der også har bemærket, at han er blevet mere rolig.

”Jeg tror, at det er godt for Claus’ psyke at bo på landet i rolige omgivelser. Der er mindre støj, end der var tidligere,” siger Martin.

Læs også: Uden Solvang, ved jeg ikke, hvor jeg ville være

Da Claus havde det svært, lukkede han sig inde i sin bolig, trak sig fra andre og sov til langt op ad dagen. Strukturen i dagligdagen forsvandt, og hans autistiske træk blev mere og mere udtalte. Claus gik mere eller mindre i stå, hvilket også kom til udtryk i hans fysiske fremtoning.

”Han fik langt skæg og så nogle gange forhutlet ud. Nu er han er blevet mere velsoigneret,” siger Martin, der suppleres af sin hustru, Britta:

”Det skal også siges, at han var meget medicineret. På Landerupgaard har de prøvet at trappe ham ud af noget af hans medicin.”

Claus med kontaktperson på Botilbuddet Landerupgaard
Claus med sin kontaktperson på en bænk foran sit hus på Landerupgaard.

En del af fællesskabet

Der er blevet længere imellem de dage, hvor Claus ligger i sin seng. Han er ifølge ham selv kommet ind i en god rutine:  

”Jeg synes, at der er blevet færre gange nu, hvor jeg gør det (sover det meste af dagen, red,). Jeg kommer mere op nu og deltager mere i det, de andre laver. Så jeg er blevet mere social. Det hjælper, at man er en del af fællesskabet,” siger Claus.

På Landerupgaard har Claus egen bolig med bad og toilet og et lille tekøkken. Hans bolig ligger i et hus, som han deler med fem andre borgere. I huset har de et fælles alrum med fjernsynsafdeling og spiseplads, et fælleskøkken og en fælles terrasse. I den hyggelige fællesstue er der ofte forskellige aktiviteter såsom filmhygge, musikquiz og madlavning, som borgerne kan deltage i sammen.

”Jeg er blevet venner med rigtig mange af dem, der bor i det her hus,” siger Claus, der involverer sig aktivt i bofællesskabet til stor forskel fra før, hvor han trak sig helt fra det sociale.

For eksempel var han med til at arrangere husets Melodi Grand Prix-aften tidligere på året, ligesom han ofte er med til at bestemme ugens menu, og hvad de skal have at spise til aftensmad.

Claus med ugens menu på Landerupgaard
Claus går meget op i mad og er med til at bestemme, hvad de skal have at spise til aftensmad i huset.
Madplan uge27 på Botilbuddet Landerupgaard
Madplan for uge 27 i Claus’ hus på Landerupgaard.

”Jeg går vildt meget op i mad. Jeg er ret god til at bage kage, især pistaciekage,” smiler Claus.

”Jeg har arbejdsweekend Claus… det vil jeg bare lige sige,” lyder det straks fra Claus’ kontaktperson. Kommentaren får Claus til at bryde ud i grin.

Lige netop det med at grine sammen, det er de rigtig gode til på Landerupgaard. Som Claus selv siger det: ”Vi elsker at lave sjov med hinanden.”

Læs også: Pædagogisk medarbejder: ”Vi når børnene og de unge på en helt anden måde”

Håb og drømme

For år tilbage dyrkede Claus motionsløb og arbejdede på et beskyttet værksted, men da han begyndte at få det rigtig svært, stoppede han med begge dele. Nu arbejder Claus sammen med personalet på Landerupgaard på at blive klar til at genoptage nogle af de aktiviteter.

”Jeg kunne godt tænke mig at komme til at arbejde igen. Med gartnerarbejde,” siger Claus, der elsker at følge med i årstiderne og den natur, som Landerupgaard er placeret midt i. 

Claus ved drivhus på Landerupgaard
På Landerupgaards grund er der skov, sø, boldbaner, bålplads og et drivhus, som Claus viser frem her.
Claus med tegning på Landerupgaard
Claus i sin bolig med en tegning han har lavet af tegnefilmsfiguren Pip fra Pip & Sylvester.

Og så vil Claus gerne til fest i Kolding: 

”Jeg har en idé om, at jeg godt kunne tænke mig at komme på diskotek derinde på et tidspunkt,” siger Claus og tilføjer:

”Men det er også fordi, at jeg håber, at jeg kan finde mig en sød pige der. Det kan man jo tit til de der fester,” griner han.

Når Claus bliver bedt om at komme med et godt råd til andre, der står overfor at skulle flytte til et botilbud, måske endda langt væk hjemmefra, siger han:

”Jeg synes, I skal prøve at kaste jer ud i det, og så se, hvordan det går. For nu kan vi allerede se med mig, jeg trives her. Prøv at give det lidt tid, prøv at finde nye venner og aktiviteter, som man kan deltage i på botilbuddet. Det er helt klart mit råd.”

Se mere fra Altiden Landerupgaard i videoen herunder: