Ældreområdet

Anna Lise, der bor på Fribo Holte, nyder at være kommet tæt på sine børn

august 27, 2023
Altiden Fribo Holte

Anna Lise har fundet sig helt til rette på Altidens friplejehjem, Fribo Holte, hvor hun er kommet tættere på sine børn – og naturen. Opdag, hvad det er, der ifølge Anna Lise, gør Fribo Holte så enestående og perfekt for en aktiv sjæl som hende.

En hjemlig atmosfære

Anna Lise sætter sig til rette i sin rosafarvede sofa og tager en slurk af kaffen. Ved siden af hende ligger strikketøjet og dagens udgave af Politiken.

Det er tidlig formiddag, men Anna Lise har allerede været ude på sin daglige gåtur på de rolige stier omkring Fribo Holte, der i knapt et år har dannet rammen om hendes hjem.  

Anna Lise har indrettet sin stue med arvegods og klenodier fra hendes gamle hus i Strib på Fyn. Hver enkelt ting bærer på en historie, som er med til at skabe en hyggelig og hjemlig stemning. Fra familiebillederne i vindueskarmen til sofabordet i rent egetræ, som hendes nu afdøde mand Ole, en dygtig tømrer og snedker, selv byggede.

En skillevæg adskiller opholdsstuen fra soveværelset, hvor sommersolen strømmer ind af det store vindue, fra hvor der er kig ud til en af friplejehjemmets terrasser. Her på Fribo Holte har Anna Lise fundet sin nye oase, et sted hvor hun kan føle sig hjemme og være fuldstændigt sig selv.

“Jeg kan varmt anbefale det her sted. Der er så mange aktiviteter. Så er vi til gymnastik, så er der sang, og så er der foredrag, film eller whatever. Det er et rigtig godt sted.”

Læs mere: Køkkenleder på Fribo Holte: ”Jeg har altid gerne ville have mit eget køkken”

Fribo Holte beboer

Dejligt at være tæt på børnene

Anna Lise finder familiealbummet frem og peger og fortæller om sit gamle hus ud til Lillebælt og om hendes mand Ole. Sammen fik de to børn – Lotte og Søren.

Ole var båd entusiast og købte en brugt ambulance, som han tog motoren ud af for at installere den i sin båd.

Det hele er dokumenteret i sort-hvide fotos med tilhørende billedtekster.

Anna Lise bladrer videre i albummet og griner, da hun falder over billedet af børnene i den minibus, som Ole byggede til dem.

Den var et stort hit.

Fribo Holte beboer
På venstre side ses børnene med den minibus, som Anna Lises mand byggede til dem. Søren styrer bussen, mens Lotte står ved siden af ude til højre.

Familiens samlingspunkt

Selv er Anna Lise uddannet frisør. Men da hendes mand ikke synes, at hun skulle arbejde, blev det familien, der fik glæde af hendes talenter. Senere da deres datter begyndte i skole, tog Anna Lise arbejde hos Byggecentrum som receptionist.  

Børnene er for længst fløjet fra reden og bor i dag på Sjælland. Derfor gav det også god mening, at Anna Lise, som har rundet de 85 år, rykkede teltpælene op og flyttede med, da tiden var inde til det.

Nu har hun dem tæt på igen. Hendes datter og svigersøn lidt længere oppe ad vejen og hendes søn i Ølstykke. Han tager tit vejen forbi og får en sludder med sin mor i den hyggelige stue.

Altiden Fribo Holte beboer bolig

Ensomt at bo i hus

Inden Anna Lise flyttede ind på Fribo Holte boede hun alene i et hus – også her i Holte, men det blev for ensomt i længden.

”Det var for ensomt at flytte herover og bo i et hus. Når man kommer fra et sted, hvor man er vant til at være meget aktiv, hvor der sker noget hele tiden, og man selv har noget i gang hele tiden – for så at komme et sted hen, hvor man ikke kender nogen…

“Så jeg snakkede med min søn og datter om, at jeg godt kunne tænke mig at komme sådan et sted hen som her.”

På Fribo Holte er der rig mulighed for at deltage i sociale arrangementer, udflugter og gymnastik. Samtidig er der plads til at trække sig tilbage i sin egen bolig – eller til et af de mange hyggelige fællesområder. Hvis det er det, man har lyst til. Derfor er Anna Lise også faldet godt til på de ca. 10 måneder, hun indtil nu har boet her.  

Fribo Holte beboer stolegymnastik Altiden
Anna Lise til fælles stolegymnastik med Fribo Holtes aktivitetskoordinator Tina.

Læs mere: Tina står i spidsen for aktiviteter på Fribo Holte

Holder sig i sving

Lige udenfor vinduet finder man flere grønne stier og friplejehjemmets gårdhave og sansehave med bærbuske, urtebede og frugttræer. Noget som betyder meget for Anna Lise, når hun går sine daglige ture.

“Jeg går gerne en times tid hver dag. Det bliver omkring seks kilometer eller så noget. Man går så godt og tænker gode tanker, nyder vejret, fuglene og træerne. Der er mange stier, og det er rigtig fint.”

Fribo Holte Altiden

Anna Lise går mest alene, men ind imellem får hun følgeskab af en lille hund, som bor hos en af de andre beboere. På Fribo Holte er det nemlig muligt at tage sin hund eller kat med ved indflytning.

”Nogle gange når dens mor ikke lige er på stikkerne, så kan jeg tage vovsen med mig. Det er sådan en lang en med spids næse. Den er så sød.”

Anna Lise kan godt lide at være i gang, så meget at selv personalet får en hånd med på vejen. Hvis der lige er en opvask, der skal tages eller et bord, der skal dækkes. Til gengæld er det rart med lidt hjælp den anden vej rundt, når det kommer til rengøringen i hendes egen bolig.

“Jeg kan godt lide at være i sving. Men på den anden side så synes jeg også, at det er dejligt, at der kommer en og gør rent for mig,” griner hun.

Følg Altiden Fribo Holte på Instagram