Om Altiden Søndersø
”Personalet her på Søndersø er der altid, når jeg har brug for dem, og at de tager sig tid til mig. De er meget omsorgsfulde og støtter mig, når jeg har det svært. Det betyder meget for mig, at der altid er nogen, jeg kan gå til og at jeg altid kan få et personale med til lægebesøg og lignende, særligt fordi jeg lider af angst. Jeg syntes, det er et rigtig godt og trygt sted at bo, og vi har indflydelse på hverdagen her.”
48-årig mandlig borger på Altiden Søndersø
Altiden Søndersø er et botilbud for voksne borgere mellem 18 og 85 år med intellektuelle eller kognitive forstyrrelser, udviklingshæmning og psykisk lidelse, komorbiditet samt fysisk funktionsnedsættelse, herunder evt. misbrug og behandlingsdom. Udviklingshæmning omfatter ikke Down syndrom og lignende.
Borgerne kan have psykiske lidelser og vanskeligheder, som påvirker deres adfærd og medfører behov for støtte til at indgå i sociale og hverdagsmæssige sammenhænge. Borgerne har som følge af deres psykiske lidelse og fysiske handicap brug for ro og finder sig godt til rette i en stille hverdag, der primært foregår inden for botilbuddets fysiske rammer.
Altiden Søndersø ligger i rolige og naturskønne omgivelser i Gamby på Nordvestfyn. Her har vi fokus på at skabe hjemlige og trygge rammer, hvor der er plads til både privatliv og fællesskab.
Botilbuddet har 10 lejligheder på 20-25 m². Hver lejlighed har eget handicapvenligt badeværelse, tekøkken samt kombineret stue og soverum. Lejlighederne er indrettet med brede døre og god plads, og tekøkkenerne er tilpasset, så de også kan anvendes fra kørestol.
Boliger og fællesarealer er fordelt på tre niveauer, og elevator giver adgang til alle etager. Derudover er der fælles vaskefaciliteter, som borgerne kan benytte.
Fællesarealerne er hyggeligt og hjemligt indrettet i rolige farver. Her er mulighed for både at være en del af det større fællesskab og deltage i mindre, mere rolige sammenhænge alt efter den enkeltes ønsker og behov.
Til ture og aktiviteter råder Altiden Søndersø over to biler samt en bus med lift, der giver mulighed for transport med kørestol.
Kom på rundvisning på Altiden Søndersø
På Altiden Søndersø ønsker vi at skabe en tryg, genkendelig og meningsfuld hverdag, hvor der er plads til den enkelte. Hverdagen tilrettelægges med udgangspunkt i borgerens ønsker, behov og ressourcer, og der er mulighed for både at være en del af fællesskabet og trække sig tilbage, når der er behov for ro.
Samtidig ved vi, at ikke to dage er ens. Overskud, behov og interesser kan ændre sig, og derfor tilpasser vi løbende dagens aktiviteter og støtte til borgerens dagsform. Der skal både være mulighed for aktivitet, udvikling og gode oplevelser og for dage, hvor tempoet skal være lavere.
Hverdagen kan blandt andet indeholde praktiske gøremål og aktiviteter i og omkring huset. Vi har f.eks. en stor have, hvor der er mulighed for at deltage i forskellige haveprojekter og praktiske opgaver.
Vi støtter også borgerne i dagligdagens færdigheder, f.eks. praktiske opgaver i hjemmet, altid med udgangspunkt i den enkeltes muligheder og mål.
Indflydelse på egen hverdag
Vi lægger vægt på, at borgerne har medbestemmelse og indflydelse på livet på Søndersø.
Hver 14. dag holder vi husmøde. Her er der blandt andet fællessang, og borgerne har mulighed for at fortælle om det, der optager dem, og komme med ønsker og idéer til aktiviteter og måltider.
Det er vigtigt for os, at borgernes stemmer bliver hørt, og at den enkelte så vidt muligt oplever at have indflydelse på sit eget liv og den hverdag, vi er fælles om.
Aktiviteter
På Søndersø har vi en aktivitetsmedarbejder, der planlægger forskellige aktiviteter både hjemme og ude. De planlagte aktiviteter kan ses på vores store tavle i fællesstuen, så borgerne kan orientere sig og vælge de aktiviteter, de har lyst til at deltage i.
Aktiviteterne varierer og kan for eksempel være kreative aktiviteter med perler, tegning eller hækling, gåture, cykelture på vores side-by-side-cykel, motion eller forskellige udflugter.
Vi holder også fast i traditionerne omkring årets højtider og arrangerer aktiviteter i forbindelse med blandt andet påske, halloween og jul.
I weekenderne kan vi tage på ture og oplevelser i lokalområdet. Det kan f.eks. være loppemarkeder, byfester, traktortræk eller kulturelle og sportslige arrangementer.
Når en borger har behov for fysisk støtte eller hjælpemidler, har vi på Altiden Søndersø vores egen forflytningsvejleder. Det bidrager til, at forflytninger kan foregå så trygt som muligt, og at boligen og relevante hjælpemidler passer til den enkeltes behov.
På Altiden Søndersø arbejder vi med anerkendende relationspædagogik med udgangspunkt i den enkelte borgers ressourcer, behov og mål. Relationen er grundlaget for vores arbejde. Vi møder borgeren med respekt, nysgerrighed og nærvær og søger at forstå behov og intentioner bag adfærd. Gennem daglige gøremål, måltider og fælles aktiviteter skaber vi et fælles tredje, der styrker relationen og opbygger tillid.
KRAP er en central del af vores faglige tilgang. Metoden hjælper os med systematisk at fastholde et anerkendende og ressourcefokuseret blik på borgeren. Vi anvender KRAP-redskaber til at følge udviklingen, styrke den faglige refleksion og løbende tilpasse indsatsen.
Vi arbejder desuden med Low Arousal for at understøtte borgerens selvkontrol og forebygge konflikter. Det kræver, at vi kender den enkelte borgers behov og reaktionsmønstre og tilrettelægger hverdagen med den nødvendige struktur, ro og fleksibilitet.
På Altiden Søndersø gør vi brug af Den Motiverende Samtale (MI) til at understøtte borgerens egen motivation for udvikling og forandring. Gennem en respektfuld og nysgerrig dialog tager vi udgangspunkt i borgerens egne ønsker, værdier og ressourcer. Målet er at støtte borgeren i selv at finde motivation og retning for de forandringer, der giver mening i eget liv
Recovery-metode NADA, der er en form for øreakupunktur, kan indgå som et supplement til vores pædagogiske indsats. Hos os tænkes NADA ind som del af hverdagen, hvor vi nogle aftener afholder ”NADA-café”, og byder på en kop te i et roligt rum.
Vi anvender pædagogisk massage / sanseintegration med fokus på kropslig ro, stimuli og sansning. Indsatsen tilpasses den enkelte borgers behov og grænser. Personaler der er uddannet i metoden, afholder massage dage, hvor alle borgere tilbydes behandling.
Læs mere om vores Sansekasse
Vores indsats er helhedsorienteret og tværfaglig. Derfor samarbejder vi efter behov med blandt andre kommune, psykiatri, læger, pårørende og øvrige relevante samarbejdspartnere.
Pårørende kan være en vigtig del af borgerens liv og have stor betydning for trivsel, tryghed og udvikling. På Altiden Søndersø lægger vi derfor vægt på et respektfuldt og tillidsfuldt samarbejde med familie og øvrige pårørende.
Samarbejdet tager altid udgangspunkt i borgerens ønsker og selvbestemmelse. Det er borgeren, der afgør, om og i hvilket omfang pårørende skal inddrages. Vi støtter også gerne borgeren i kontakten og kan efter ønske være til stede ved besøg eller samtaler.
Vi har tavshedspligt og deler kun oplysninger om borgeren med pårørende, når borgeren har givet samtykke til det. For os handler et godt pårørendesamarbejde om dialog, respekt og et fælles fokus på borgerens trivsel og livskvalitet.




















