Om Altiden Tølløsevej 20 (tidl. Vitae)
Velkommen til børne- og ungehjemmet Altiden Tølløsevej 20
Altiden Tølløsevej 20 (tidligere Altiden Vitae) er et børne- og ungehjem for unge i alderen 13-17 år. Der er mulighed for ungestøtte til det 23. år.
Vi tilbyder trygge rammer for unge med en primær diagnose inden for autismespektrummet og ADHD, samt en række komorbide tilstande i form af andre psykiske og/eller adfærdsmæssige vanskeligheder, andre udviklings- og tilknytningsforstyrrelser samt omsorgssvigt. Målgruppen kan have et uhensigtsmæssigt forbrug af rusmidler.
Vi tager udgangspunkt i den enkeltes behov, idet målgruppens funktionsniveau kan variere med udgangspunkt i normalområdet til middel intellektuel og kognitiv forstyrrelse. Gennem en høj faglig, pædagogisk indsats sætter vi ind med den rette støtte og hjælp til udvikling.
Altiden Tølløsevej 20 er i stueetagen indrettet med fælles køkken, opholdsrum med spisestue og tv-stue. På 1. etage er der et krearum og i kælderen kan man spille PlayStation. De unge har hver deres værelse, og deles om to store badeværelser, et ekstra bad og et toilet.
Altiden Tølløsevej 20 har en have, hvor der er mulighed for udendørsaktiviteter bl.a. bål, basketball og frisbee golf. Om sommeren griller vi på terrassen og om vinteren leger vi med sne i haven. Vi plukker æbler fra havens træer, som vi sylter og bager med sammen med de unge.
Altiden Tølløsevej 20 ligger i et stille villakvarter i Brønshøj tæt på Utterslev mose og Brønshøj torv.
Børne- og ungehjemmet ligger i umiddelbar forbindelse til flere af Altidens børne- og ungehjem, så der er mulighed for fællesskab med andre unge.
Rundvisning på Altiden Tølløsevej 20
Her kan du se, hvordan de fysiske rammer ser ud på Altiden Tølløsevej 20.
Vi støtter de unge i at have en indholdsrig hverdag, hvor vi samarbejder med de unge om deres udvikling henimod et mere selvstændigt voksenliv.
Hverdagen og weekenden er struktureret ud fra et individuelt ugeskema, som tilpasses den unges evner og behov. Den daglige strukturerede hverdag for de unge består af at udvikle deres færdigheder og kompetencer i forhold til at løse daglige praktiske opgaver, som f.eks. madlavning og tøjvask, passe skole eller uddannelse og f.eks. blive selvtransporterende. Vi tilbyder fælles måltider hver dag. Er der behov for at trække sig, kan man vælge at spise måltidet for sig selv.
Gennem fritidsaktiviteter inden og uden for huset og gennem samtaler med den unge, støtter vi de unge i at udvikle deres sociale kompetencer.
Hver måned afholder vi et ungemøde, hvor vi sammen definerer ønsker og forventningsafstemmer fællesaktiviteter og ture ud a huset.
Vi vægter samarbejdet med pårørende højt og tilpasser det den enkelte unges ønsker og behov. Vi bestræber os på, at de unge bevarer relationen til deres familie og andre pårørende, mens de bor hos os, og dette kan de have brug for vores hjælp og støtte til.
Vi arbejder med relationen som en overordnet tilgang, der sammen med rammen og konkrete metoder og redskaber skal støtte og hjælpe de unge med at udvikle selvstændighed og færdigheder, der kan bringe dem videre. Vi tilrettelægger skemaer, handleplaner mm. ud fra den unges formåen og ønsker for give de unge de bedste forudsætninger for et mere selvstændigt voksenliv. Vi træner f.eks. sammen med de unge at tage offentlig transport og lære ruten at kende inden skolestart et nyt sted. VI støtter de unge i morgenvækningen med det mål om, at de skal lære at sætte et vækkeur og stå op, når det ringer, og huslige pligter som f.eks. rengøring og oprydning.
Struktureret visualiseret pædagogik
Vi understøtter behovet for forudsigelighed og genkendelighed i hverdagen for herigennem at frigøre den unges ressourcer til udvikling af personlige, sociale og praktiske kompetencer.
I samråd med den unge skabes individuelt tilpassede dagsskemaer, ugeskemaer og apps samt relevant visualisering af gøremål.
Jeg-støttende samtaler
I samtaler udvikles den unges evne til at mentalisere og til at identificere følelser. I hverdagens mange små interaktioner støttes den unge med medarbejderens hjælp til at finde mod til at prøve, måske fejle, rette til, forsøge igen og lykkes. Resultatet er et mere kendt følelsesliv, identitetsskabelse, selvstændighed, selvforståelse og mestringsevne.
MI - Den Motiverende Samtale
I hverdagen kan der fx ifm. ture ud af huset være behov for en dybere samtale med den unge. Målet med samtalen er at fremme forandringsudsagn og ønsker, for derved blidt at skubbe den unge i retningen af forandring.




















