Om Altiden Sønderbjerggaard
Altiden Sønderbjerggaard er et botilbud til voksne i alderen 18-85 år med svære psykiske vanskeligheder, herunder evt. misbrug og dom for personfarlig kriminalitet.
Borgerne kan have dobbeltdiagnose og evt. hjerneskade som følge af varigt misbrug. Borgere kan have begået kriminelle handlinger og deraf modtaget en psykiatrisk særforanstaltning inden for hovedgrupperne B. dom til behandling og C. dom til ambulant behandling.
Borgerne er selvhjulpne og fysisk aktive i deres hverdag, og understøttes i forhold til selvstændighed med fokus på udvikling af deres sociale kompetencer.
På Altiden Sønderbjerggaard søger borgerne ofte fællesskabet og de muligheder, der er for fælles aktiviteter til daglig. Men samtidig kan de også trække sig fra fællesskabet helt eller delvist.
Altiden Sønderbjerggaard ligger i naturskønne og fredelige omgivelser lidt uden for stationsbyen Stenlille syd for Holbæk.
Botilbuddet har til huse i en firelænget landejendom. Alle borgere bor i et stort rummeligt værelse, der enten ligger i selve hovedhuset eller en tilstødende længe.
Huset rummer mulighed for mange forskellige aktiviteter i hverdagen. Her er fælleskøkken, spisekøkken og stue. Derudover er her vaskerum, motionsrum, værksted og aktivitetsrum.
Altiden Sønderbjerggaard er omkranset af en stor have, der ligger ud til åbne marker.
Kom på rundvisning på Altiden Sønderbjerggaard
Hverdagen på Sønderbjerggaard bygger på tryghed, genkendelighed og stabilitet. Det praktiserer vi gennem struktur med faste tider for vækning, morgenmad, husmøde, fællesrengøring, arbejdsopgaver og madlavning.
Vi lægger vægt på, at borgerne bliver så selvhjulpne som muligt, så de kan leve et selvstændigt liv. Hverdagen indeholder derfor ADL-træning, hvor de basale færdigheder i forhold til personlig hygiejne, påklædning, planlægning af madplan, indkøb, madlavning, rengøring og sociale færdigheder er i centrum. Vi tager udgangspunkt i og hensyn til den enkelte borgeres behov og formåen, når dagens opgaver planlægges.
Fællesskab
Hver dag tilbyder vi tre fælles måltider, hvor borgerne har mulighed for at hjælpe til med madlavningen. Hvis borgeren har behov for at trække sig, kan man vælge at spise måltidet i sin egen bolig. Trygheden og forudsigeligheden omkring måltiderne er medvirkende til, at borgerne i stor grad tilvælger at være en del af det sociale fællesskab.
På samme måde arbejder vi med at motivere borgerne til de forskellige aktiviteter, som kan være en del af borgerens handleplan eller interesse. Vi har en række af aktiviteter på Sønderbjerggaard, eksempelvis værksteder, kreativitetsrum og motion. Sønderbjerggaards borgere har gode muligheder for fysisk aktivitet i vores eget motionsrum.
Samtidigt er der også gode mulighed for at benytte sportsfaciliteter i lokalområdet, såsom badminton, svømning og fitness. Vi har desuden fællescykler, som borgerne kan benytte, så de er selvtransporterende.
Fællesaktiviteter, der kan være lige fra en tur ud i naturen, fisketur eller måske bare fælles hygge og film, bliver besluttet på det ugentlige beboermøde. Her bliver den ugentlige madplan også lavet i fællesskab, og vi taler om husordenen og om livet på Sønderbjerggaard generelt.
På Altiden Sønderbjergaard har vi fokus på at styrke borgerens personlige og sociale kompetencer. Vi arbejder vi ud fra en anerkendende og relationspædagogisk tilgang med fastsatte socialpædagogiske mål, som er udarbejdet sammen med kommunen og den enkelte borger.
Vi arbejder med at give borgerne et meningsfyldt og værdigt liv. Det gør vi blandt andet ved at være anerkendende, rummelige og lyttende. Vi ønsker at se bag om adfærden og forstå intentionen.
Vi arbejder med relationen ved hjælp af et fælles tredje. Det gør vi både, når det handler om de fælles måltider, ved fælles aktiviteter, og når vi hjælper med daglige gøremål. Det er sådan, vi skaber tillid. Borgerne møder ansvarsfulde medarbejdere, der tager hånd om det hele menneske.
Konflikthåndtering
På Sønderbjerggaard er vi meget bevidste om at undgå konflikter i dagligdagen. Metoden Low Arousal er således en integreret del af hverdagen, hvor borgerne støttes i at håndtere kaos. Det betyder, at vi er på forkant ved at kende til borgernes behov og adfærdsmønster, så vi ved, hvad der skaber ro for den enkelte.
Det starter fra morgenstunden, hvor vi begynder at tilrettelægge dagens aktiviteter for og med den enkelte borger ud fra dennes ressourcer og kompetencer. Igennem samværet viser vi tydeligt, at vi som personale er rummelige, og at vi også er her, når tingene bliver svære.
Det tværfaglige samarbejde er vigtigt på Sønderbjerggaard. Vi ønsker at give borgerne et helhedsorienteret tilbud. Det betyder, at vi samarbejder med psykiatrien, politiet, kommunen, pårørende og læger. Vi ser og arbejder med det hele menneske - ikke kun diagnosen.
Pårørende spiller ofte en stor rolle i at skabe tryghed for borgeren. Den typiske borger på Sønderbjerggaard har dog ved indskrivning ofte et meget begrænset eller slet intet positivt netværk. Derfor støtter vi borgeren i at genskabe en positiv kontakt til familie og bekendte, hvor vi yder:
• Støtte til at etablere kontakt
• Støtte til at planlægge besøg ud af huset
• Støttende samtaler mellem personale og borger om nuværende og tidligere oplevelser med netværk
Familie og pårørende kan altid kontakte os, hvis der er behov for det med det i mente, at Altiden Sønderbjerggaard er underlagt tavshedspligt. Denne gælder også overfor pårørende, medmindre borgeren har givet udtrykkeligt samtykke til, at vi må udtale os til pårørende om forhold vedrørende borgeren. Information fra Sønderbjerggaard omkring borgeren til de pårørende er derfor altid godkendt af borgeren selv.
Borgeren beslutter sammen med personalet, i hvilken grad og hvilket omfang kontakten til familie og pårørende skal foregå. Hvis borgeren føler behov for støtte under besøg, vil en medarbejder være til stede.
























