Debatindlæg: Kvalitet på socialområdet kan ikke måles alene i kroner og øre. Den måles på, om mennesker får et bedre liv. Om de udvikler sig. Om de bliver mere selvstændige. Om de oplever større trivsel og tryghed.
Debatindlæg af Trine Mottlau, administrerende direktør, Altiden bragt i Socialmonitor den 2. november, 2026.
Socialområdet er blevet en ideologisk kampplads, hvor Enhedslisten for nylig har foreslået at forbyde ’profit på velfærd’.
Men mennesker med autisme, psykiske lidelser, udviklingshandicap eller komplekse sociale problemer har ikke brug for, at vi udkæmper ideologiske kampe. De har først og fremmest krav på at få den rette hjælp og en indsats af høj kvalitet, som gør en reel forskel i deres liv.
Derfor synes jeg, vi risikerer at begynde det forkerte sted, når diskussionen først og fremmest handler om ejerformer, profitlofter og ideologi. For mig bør vi begynde hos borgeren. Får det enkelte menneske den rette hjælp? Er kvaliteten høj? Og kan vi se og dokumentere, at indsatsen skaber udvikling, øget trivsel og bedre mulighed for at mestre eget liv?
Socialområdet er blandt velfærdssamfundets mest komplekse opgaver. Vi tager os af mennesker med omfattende psykiske, sociale og kognitive udfordringer, som ofte har brug for højt specialiserede indsatser, børne- og ungehjem og botilbud, hvor medarbejderne har særlige kompetencer.
Derfor undrer det mig, at debatten ofte handler om, hvorvidt private tilbud må tjene penge, frem for om hvad der faktisk virker, og hvilke aktører, der har kompetencerne og kapaciteten til at tage sig af samfundets mest sårbare borgere. Vi har brug for fakta, ikke mavefornemmelser.
Samarbejde er vejen frem
Alt for sjældent handler debatten om hvordan vi bedst lykkes med at skabe god kvalitet og dermed livskvalitet for borgerne. Hvor findes de virkningsfulde indsatser? Hvordan sikrer vi, at kapaciteten matcher behovet?
Og måske vigtigst: Hvordan bliver vi langt bedre til at dokumentere, om den indsats, vi leverer, faktisk hjælper borgeren til et bedre liv og større egenmestring? Det er den kvalitetsdiskussion, jeg gerne vil have meget mere af.
Hverken kommuner, selvejende eller private aktører kan løfte opgaven alene. Vi må samarbejde og supplere hinanden, hvor det er relevant.
Kommuner og regioner driver mange stærke sociale tilbud. Samtidig leverer private og selvejende virksomheder en væsentlig del af de specialiserede indsatser, som kommunerne efterspørger. Mange af disse tilbud er opbygget gennem årelang specialisering og erfaring inden for specifikke målgrupper.
En analyse fra VIVE viste i 2022, at halvdelen af kommunerne i høj grad køber højt specialiserede pladser til borgere med handicap i andre aktørers tilbud frem for at have dem selv. Det samme gælder seks ud af ti kommuner for højt specialiserede pladser til borgere med sindslidelse.
Profitloft løfter ikke kvaliteten
Hvis vi ønsker et stærkt socialområde, bør vi derfor være optagede af, hvordan vi bedst udnytter de samlede kompetencer på tværs af sektoren frem for at grave skyttegrave mellem offentlige, private og selvejende aktører.
Det betyder ikke, at vi skal acceptere dårlig kvalitet eller manglende gennemsigtighed. Tværtimod. Der skal være nul-tolerance over for svindel, misbrug af offentlige midler og tilbud, der ikke lever op til deres ansvar. De brodne kar på socialområdet påfører ikke alene samfundet økonomiske omkostninger. De har også en menneskelig pris for de borgere, som bliver svigtet. Men et profitloft eller et forbud mod profit kommer ikke til at løfte kvaliteten.
I stedet skal der være et stærkt tilsyn, høj gennemsigtighed og klare konsekvenser, når reglerne brydes. Der skal skabes mere viden om, hvad indsatserne koster, hvordan ressourcerne anvendes, og vigtigst af alt, hvilke resultater der skabes for og sammen med borgerne.
Større viden og transparens
Jeg vil opfordre til, at vi på tværs af offentlige, selvejende og private aktører går sammen om at udvikle stærkere metoder til at dokumentere kvalitet, resultater og progression for borgerne på det specialiserede socialområde. Ikke for dokumentationens egen skyld, men fordi vi skal bruge den viden til at blive bedre. Hvad virker? For hvem? Skaber indsatsen den ønskede udvikling? Og hvad skal vi gøre anderledes, når den ikke gør?
Formålet skal være at skabe større viden om effekten af forskellige indsatser, at styrke transparensen på området og at give kommuner, tilbud og borgere et bedre grundlag for at vurdere kvaliteten af forskellige tilbud.
På socialområdet kan kvalitet ikke måles alene i kroner og øre. Den måles på, om mennesker får et bedre liv. Om de udvikler sig. Om de bliver mere selvstændige. Om de oplever større trivsel og tryghed.
Og for mig handler det grundlæggende om netop det: Om det enkelte menneske gennem den rette støtte får bedre muligheder for at mestre sit eget liv. Det er dét, vores indsatser i sidste ende skal vurderes på.
Socialområdet er for vigtigt til at blive reduceret til ideologiske positioner.