Botilbuddet Bjergesøhus

hLængerevarende botilbud, Midlertidigt botilbud
Odsherred
1 af 10 billeder
Alle billeder

Om Botilbuddet Bjergesøhus

Se video fra Botilbuddet Bjergesøhus.

Botilbuddet Bjergesøhus er en stor landejendom og består af et hovedhus, et mindre hus og et anneks.
I hovedhuset er der et stort køkken, hvor vi tilbereder fælles mad. Der er også et mindre køkken, som vi bruger, hvis spisningen skal inddeles i hold. Derudover har vi tre opholdsstuer.
Samlet set kan de tre huse indrettes som fem separate afdelinger med hvert sit badeværelse og toilet. Borgeren har eget værelse og er typisk to om at dele et badeværelse.
Udenfor har vi en stor have med bålplads, hønsegård mv. Derudover har vi en multibane, hvor vi spiller fodbold, basketball og meget andet. Omgivelserne giver rige muligheder for aktiviteter, ligesom nærområdet byder på masser af muligheder for udflugter.
Bjergesøhus ligger i den lille by Bjergesø ved Hørve i Odsherred 20 kilometer fra Holbæk.

På Botilbuddet Bjergesøhus har vi rammerne til at skabe et hjem for borgerne, hvor der er fokus på selvbestemmelse og en aktiv hverdag.

Hverdagen på Bjergesøhus består af en fast struktur, som er tilpasset den enkelte borgers formåen. Dagen er bygget op om de daglige gøremål, såsom tøjvask, rengøring og personlig hygiejne, ligesom borgerne typisk vil have faste daglige gøremål i og omkring huset. Det kan eksempelvis gå ud på at hjælpe med at holde huset rent og vedligeholdelse af udendørs arealer.
Hver borger har en ugeplan og fast tilknyttet personale, der i samarbejde med borgeren fokuserer på at holde ugeplanens aktiviteter og mål.
Ud over de daglige gøremål har vi på Bjergesøhus dagligt en række aktiviteter både for den enkelte borger og i fællesskab med de øvrige borgere. Det kan eksempelvis være gåture eller mindre udflugter. Herudover har vi to daglige handleture, hvor vi kører til købmanden, så borgerne kan købe det, de har brug for.
I weekenderne har vi fokus på at opretholde de gode faste rytmer og rutiner fra hverdagen.
Der er mange aktivitetsmuligheder både ude og inde. Vi har et fitness-/aktivitetsrum, ligesom vi kan tilbyde forskellige kreative aktiviteter og forskellige former for spil. I den store have er der ligeledes masser af aktivitetsmuligheder, blandt andet på vores multibane. Borgerne kan desuden deltage i havearbejdet.
Hver dag tilbyder vi tre fælles måltider, og her har borgerne mulighed for at hjælpe til med madlavningen. Har borgeren behov for at trække sig, kan man vælge at spise måltidet i sin egen bolig. Trygheden og forudsigeligheden omkring måltiderne er medvirkende til, at borgerne i stor grad vælger at være en del af det sociale fællesskab.
På samme måde arbejder vi med at motivere borgerne til de forskellige aktiviteter, som kan være en del af borgerens handleplan eller interesse. Borgerne er medbestemmende i forhold til, hvilke aktiviteter der tilbydes, og personalet motiverer borgerne ved at deltage aktivt sammen med dem. Vi har blandt andet et ugentligt borgermøde, hvor vi også planlægger ugens madplan, samt en ugentlig tur ud af huset, hvor alle borgerne er deltagende. Her planlægges der ture til biografen, bowlinghallen og gokartbanen.

På Botilbuddet Bjergesøhus arbejder vi ud fra en anerkendende og relationspædagogisk tilgang. Anvendelse af metoden betyder, at der er fokus på den enkelte borgers behov og ressourcer.
Vi strukturerer hverdagen ud fra den enkeltes ressourcer og muligheder og hjælper borgerne med at udvikle nye kompetencer og strategier. Vi lægger vægt på, at borgerne tager ansvar for egen adfærd med tolerance og hensyntagen til andre, og at borgerne opbygger tillid gennem deres handlinger.
Vores kerneydelse er den individuelle og håndholdte indsats. Vi arbejder helhedsorienteret med alle vores borgere. Vi er altid opmærksomme på deres personlige og sociale kompetencer, deres motivation og evne i forhold til beskæftigelse, deres professionelle og sociale netværk samt deres helbredsmæssige forhold, såsom misbrug samt andre fysiske og psykiske lidelser.
På Bjergesøhus arbejder vi med at motivere vores borgere til at italesætte sine succeser, hvilket tager afsæt i den anerkendende pædagogik. Vi forstår, at vores borgere har brug for at blive set, hørt og forstået. Vores borgere skal støttes i at styrke deres evne til at etablere relationer med nye mennesker med henblik på at øge deres muligheder for social kontakt og kommunikation med andre.
Metoden Low arousal er en integreret del af hverdagen, hvor borgerne støttes i at håndtere kaos. Det betyder, at vi er på forkant og skal kende til borgernes behov og adfærdsmønster, så vi ved, hvad der skaber ro for den enkelte.
Det starter fra morgenstunden, hvor vi begynder at tilrettelægge dagens aktiviteter for og med den enkelte borger ud fra dennes ressourcer og kompetencer. Igennem samværet viser vi tydeligt, at vi som personale er rummelige, og at vi også er her, når tingene bliver svære.
Det tværfaglige samarbejde er desuden vigtigt på Bjergesøhus. Vi ønsker at give borgerne et helhedsorienteret tilbud. Det betyder, at vi eksempelvis samarbejder med psykiatrien, politiet, kommunen, pårørende eller læger. Det er ud fra devisen om, at det er mennesket, vi arbejder med – ikke diagnosen.
Vi dokumenterer både det pædagogiske og det sundhedsfaglige arbejde dagligt, således at vi bedst muligt får evalueret progressionen. Vi evaluerer desuden effekten af tilbuddets tilgange til månedlige personalemøder. Ligeledes anvendes dokumentationen i statusplaner og i samarbejdet med sagsbehandleren fra den visiterende kommune. Der er en læring i, hvad går godt, og hvad kan vi blive bedre til, hvor der på personalemøder eller ved supervision findes nye strategier til at nå målene.

Pårørende spiller ofte en stor rolle i at skabe den tryghed, der er nødvendig for borgerens udvikling.
Derfor vægter vi kontakten til familie og pårørende meget højt, og vi gør, hvad vi kan for at opbygge et støttende samarbejde. Vi fejrer borgerens fødselsdage for familie og pårørende, ligesom familie og pårørende altid kan kontakte personalet på Botilbuddet Bjergsøhus, hvis der er behov for det.
Borgeren beslutter sammen med personalet, i hvilken grad og omfang kontakten til familie og pårørende skal foregå. Hvis borgeren føler behov for støtte under besøg, vil en medarbejder være til stede.
Botilbuddet Bjergesøhus er underlagt tavshedspligt. Denne gælder også overfor pårørende, medmindre borgeren har givet udtrykkeligt samtykke til, at vi må udtale os til pårørende om forhold vedrørende borgeren. Al information fra Botilbuddet Bjergesøhus omkring borgeren til de pårørende er således altid godkendt af borgeren selv.