Line Göllnitz måtte bare afsted, da hun så flygtningekrisen fra krigen i Ukraine blive større og større. Hun tog en hurtig beslutning, fik tjenestefri fra jobbet med én dags varsel og skiftede for en kort stund jobbet som sygeplejerske for Altiden Ekko ud med en indsats for at bringe ukrainske flygtninge sikkert til Danmark.
Ukrainske flygtninge har brug for hjælp
Line Göllnitz, der til daglig arbejder som sygeplejerske hos Altiden Ekko, kontaktede hjælpegrupper på Facebook efter, at hun havde set Ukraineshowet på tv, og spurgte om de kunne bruge hende. Og det kunne de.
Line Göllnitz skulle med ned til grænsen mellem Polen og Ukraine, hvor flygtninge fra krigen var samlet. Herfra skulle hun hjælpe med at få flygtninge sikkert hjem til Danmark. Lines baggrund som sygeplejerske var vigtig for arbejdet, fordi hun skulle være i stand til at observere flygtningenes mentale og fysiske tilstand både forud for og under turen til Danmark.
“Jeg tænkte: Hvad kan jeg gøre? Jeg kan sende 100 kroner. Men jeg kan også gøre mere“
”Det hele gik meget hurtigt. Blandt andet fordi situationen dernede var så akut. Så det var med én dags varsel, at jeg skulle afsted,” fortæller Line Göllnitz, der ikke selv var i tvivl om, at hun gerne ville afsted, da muligheden bød sig til.
Fik straks fri til turen
Der var dog lige en udfordring. Line Göllnitz skulle på arbejde dagen efter og i de tre dage, hun skulle være afsted.
”Jeg ringede om formiddagen til min nærmeste leder og forklarede hende situationen. At jeg skulle afsted på denne tur, og at vi skulle køre allerede om natten. Jeg fik med det samme fri til turen, og mine kolleger gik ind og dækkede mine vagter. Det var virkelig en fantastisk indsats af dem, og det viser, hvilken arbejdsplads Altiden Ekko er,” siger Line Göllnitz.
Resten af dagen forberedte hun sig til turen, og kl. 3 om natten kørte bussen afsted.
”Ved bussen mødte jeg et hold af mennesker, som jeg aldrig havde set før. Vi havde to chauffører, og så skulle vi hente en tolk i Padborg. Det var en mand, der arbejdede i landbruget. Hans kone var fra Ukraine, og hun skulle med tilbage. Jeg kunne hurtigt mærke, at det var et godt team. Og undervejs gennem Tyskland fik vi de informationer, som vi skulle bruge, når vi kom frem,” fortæller Line Göllnitz.
Læs mere: ”Artikel”
På vej til Ukraine var bussen fuldt op med operationsudstyr, hygiejneprodukter og forskellige madvarer, som var indsamlet i Danmark. Foto: Line Göllnitz.
Summede af krig
Efter 1.500 kilometers kørsel ankom bussen til den polske by Przemysl.
”Det var en by, der summede af krigen. Det var så tydeligt. Flygtningene var indkvarteret i et tidligere Tesco supermarked, og de var fordelt efter, hvilket land de skulle til. Jeg skulle finde området med de flygtninge, der skulle til Danmark. Det var som en kæmpe myretue med folk over alt,” siger Line Göllnitz.
Hun fandt efter noget tid frem til området med flygtningene, der skulle til Danmark.
”De sad bare og ventede. Det var mennesker som dig og mig. Men det var mennesker, der var på flugt fra krig. Mennesker, der havde set krig. De havde set folk dø, blive skudt og blive bombet. De var blevet smidt ud af deres land over en nat, og de havde intet med. Højst en plastikpose med nogle papirer. Men selvom de selvfølgelig gerne ville videre, var de også bange, og de havde svært ved at stole på os i starten. De var enormt skamfulde og havde mistet tilliden til andre mennesker.” siger Line Göllnitz.
“De var blevet smidt ud af deres land over en nat, og de havde intet med“
En farlig tur hjem
Flygtningene blev bragt sikkert hjem til Skanderborg, hvor de i første omgang blev indlogeret i kirken. Men Line Göllnitz var ikke færdig med at hjælpe, og få uger efter fik hun igen tjenestefri og var atter på vej mod den polske by for at hjælpe og hente flere flygtninge.
”På denne tur havde vi også mange ting med, som skulle køres ind i Ukraine. Ting, som var indsamlet i Danmark. Det var operationsudstyr, hygiejneprodukter og forskellige madvarer. Det fik vi afleveret og skulle igen bringe flygtningene sikkert hjem til Danmark,” siger Line Göllnitz.
Flygtningene var nemlig ikke i sikkerhed, straks de sad i bussen.
”Flygtninge forsvinder desværre på vejen gennem Europa. Særligt spædbørn er i fare for at blive taget. Og kvinderne bliver kontaktet af forskellige mænd, der lover dem arbejde og penge. Så vi, der var med for at passe på dem, måtte være vågne hele vejen. Og når vi skulle gøre stop undervejs for fx tissepauser, så skulle vi med for at passe på dem. Vi oplevede flere gange, at det var meget utrygt, når vi stoppede,” fortæller Line Göllnitz, der ikke lige foreløbig skal afsted igen.
”Flygtningestrømmen er jo aftaget lidt. Men det er også hårdt at være afsted på den måde. Jeg kunne dog godt forestille mig at være med til genopbygningen, når den tid kommer,” siger Line Göllnitz.