Ældreområdet

Stor opbakning til årets affaldsindsamling

Altiden affaldsindsamling 2024

Altidens beboere, borgere og personale – fra 25-årige Tine til Rigmor på 98 – gjorde Danmark lidt grønnere, da de deltog i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling. I blæst og regn tog de hinanden under armen og rensede veje, stier, fortove og naturområder for affald i alle afskygninger.

Flere kg affald blev sat til tælling, da Altidens beboere, borgere og personale på social- og ældreområdet tog del i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling, som fandt sted fra den 8.-14. april 2024.

I alt deltog fem af Altidens tilbud i affaldsindsamlingen, herunder botilbuddet Østergaarden i Hirtshals, botilbuddet Landerupgaard i Kolding, botilbuddet Atterbakken ved Næstved, det pædagogiske behandlingstilbud Socialkonsulenterne samt Skovsminde plejecenter i Græsted. Udover tilbuddene deltog også ledere og administrative medarbejdere fra Altidens kontorer i Hjørring og i hovedstaden.

Jan Wilken affaldsindsamlingen 2024
Administrerende direktør i Altiden, Jan Wilken, var glad for at kunne gøre en forskel for miljøet sammen med kollegerne.
Kontoret i hovedstaden bevæbnet med gribetænger og affaldsposer på deres rute omkring Lindehaven plejecenter på Frederiksberg.

Det gør en forskel

En af de mange deltagere ved affaldsindsamlingen var Altidens administrerende direktør Jan Wilken, som udstyret med gribetang samlede ind i regnvejr ved Lindehaven plejecenter på Frederiksberg:

“Når jeg har gået tur med hunden, så har jeg nogle gange tænkt: ”Hold da op, hvor ligger der meget herude.” Og det må man bare konstatere, at der gør. Men her har vi så en mulighed for at gøre bare en lille smule ved de forhold. Så derfor er jeg med. Og så er det sjovt at være sammen med gode kolleger og medarbejdere, som her i regn og blæst alligevel går ud og samler affald sammen.”

Administrerende direktør i Altiden, Jan Wilken.

Eftersom Altidens tilbud er spredt rundt omkring i landet, var ruterne placeret i nærmiljøet omkring tilbuddene. For eksempel valgte beboere og personale fra Skovsmindes plejecenter at samles i området omkring Græsted Kirke, hvor de med et hold på 10 personer rensede byens gader for affald.

Blandt deltagerne var 98-årige Rigmor, der valgte at støtte op om affaldsindsamlingen, fordi det ifølge hende er en fremragende idé, at alle bidrager til at gøre noget godt for naturen og miljøet.

Affaldsindsamlingen 2024 Skovsminde plejecenter
Rigmor iført orange Altiden t-shirt under årets affaldsindsamling, som for Skovsmindes beboere fandt sted i Græsted.
Beboerne fra Skovsminde plejecenter Affaldsindsamlingen 2024
Skovsmindes beboere gik til opgaven med gribetænger og stor begejstring.

Nikotinposer overalt

Undervejs på de forskellige ruter blev der gjort flere finurlige fund som f.eks. en meget tung stang fra en hestetrailer. Den blev fundet ved landevejen af teamet fra botilbuddet Atterbakken.

Også Altidens administrative medarbejdere fik sig lidt af en overraskelse, da de både fandt det, der lignede et bilbatteri samt en “tabt” parkeringsbøde.

På nær de mere opsigtsvækkende fund var der bred enighed om, at det, der blev fundet mest af ude i naturen, var plastik, cigaretskodder samt snus- og nikotinposer.

De ansatte i Hjørring fandt bl.a. et bilbatteri på deres rute.

Og lige netop de små hvide snus- og nikotinposer har Danmarks Naturfredningsforening haft skærpet fokus på ved årets affaldsindsamling.

Nedbrydningstiden på poserne, som formentlig indeholder plastik, er meget lang, ligesom der er set eksempler på hunde, som er blevet nikotinforgiftet af at have spist henkastede nikotinposer.

Hjørring-kontoret Affaldsindsamlingen 2024
Altidens ansatte på Hjørring-kontoret gik frygtløst til opgaven.
Skovsminde plejecenter affaldsindsamling
Skovsmindes beboere og personale sørgede for rene gader i Græsted.
Medarbejdere fra kontoret i hovedstaden samler affald
Medarbejdere og ledere fra kontoret i hovedstaden fik hurtigt fyldt poserne med plastik og nikotinposer.

Læs også: Ny centerleder for Skovsminde, Bakkebo og Holbohave

Gode snakke og fællesskab

Affaldsindsamlingen var også en glimrende lejlighed til at få nogle gode samtaler undervejs på spadsereturene rundt i lokalområderne.

“Det var hyggeligt og sjovt, og der blev grinet en masse. Vi fik nogle gode snakke og ikke mindst noget at tale om næste morgen. Det er vigtigt at have nogle oplevelser sammen, som man kan tale ned i næste gang, man ses.”

Tilbudsleder på botilbuddet Atterbakken, Heidi Christensen.

I alt deltog seks personer fra Atterbakken, såvel borgere som medarbejdere.

Botilbuddet Atterbakken med dagens “høst”.
Affaldsindsamlingen gav anledning til en masse gode snakke undervejs.

Læs mere: Botilbuddet Landerupgaards første student Nicklas

Presset af regnen

Der var ikke meget at takke vejrguderne for, da vejret hovedsageligt bød på regn og blæst.  

”Under turen blæste det en halv pelikan. Borgerne var pressede, da vejret ikke viste sig fra sin bedste side. Men de var stolte, da vi kom hjem. Der var store smil, og de fik masser af ros,” siger afdelingsleder på botilbuddet Østergaarden, Kåre Gundersen.

Omkring fire halve sække lykkedes det borgere og personale fra Østergaarden at samle ind på deres tur rundt i området.

Glade og stolte var borgerne på botilbuddet Østergaarden, da de vendte tilbage fra en noget blæsende affaldsindsamling.

250 kilometer længere sydpå ved Kolding, hvor botilbuddet Landerupgaard ligger, havde de heller ikke held med vejret. Ikke desto mindre var der god stemning.  

”Borgerne synes det er så en god en idé, så stemningen var helt i top. Tre borgere deltog, og så blev det pis-øsregnvejr,” fortæller tilbudsleder på Landerupgaard, Susanne Cederberg.

Det var til gengæld ikke alle, der søgte ly for regnen lige med det samme. 25-årige Tine, som bor på botilbuddet, tog hele Kolding Slotssø rundt og fortsatte, selvom det regnede.

Botilbuddet Landerupgaard Affaldsindsamlingen 2024
Tine, 25 år, fra botilbuddet Landerupgaard kæmpede sig gennem regnen på sin tur rundt om Slotssøen i Kolding.

Altiden Socialkonsulenter på Løvegade i Slagelse havde samlet seks deltagere. Også her var humøret højt:

”I regn og slud må skralde-indsamlerne ud. Stemningen var høj og aftalen er, at det ikke er sidste gang vi samler skrald. Nu er gribetængerne indkøbt, så det er bare afsted med os.”

Afdelingsleder på Løvegade, Henrik Walentin.

Læs også: Altiden Socialkonsulenter vinder Ambeas Kvalitetspris 2023

Socialkonsulenterne Affaldsindsamlingen 2024
Altiden Socialkonsulenter klar med gribetænger og affaldsposer ved huset på Løvegade i Slagelse.