”Hver eneste dag gør I en kæmpe forskel for vores yngste borgere, de ældste eller dem ind imellem, som er særlig sårbare og har særlige behov, og som er afhængige af jeres faglighed, jeres varme hjerte og jeres kloge hoveder.” Sådan lød det fra social-og ældreminister Astrid Krag til de 100 unge talenter, der var samlet på Christiansborg for at blive fejret for deres store indsats.
En fantastisk medarbejder
En indsats, der ifølge ministeren fortjener en stor hyldest, og et ønske om at alle talenter og deres kolleger børster noget af alle de triste enkelthistorier, der jo desværre fylder mere i pressen end de mange solstrålehistorier.
En af de rigtige solstrålehistorier, der fortjener at blive fortalt kommer fra Gilleleje nærmere betegnet Bakkebo Omsorgscenter, hvor 26-årige Kristina Pedersen er social- og sundhedshjælper. I kraft af sit store engagement, positive energi og høje faglighed var hun blandt de 100 talenter, som blev hyldet på Christiansborg i forbindelse med FOA og PenSams årlige fejring af Velfærdens Talent 100.
En ægte ildsjæl
”Lige da jeg så mailen, om at jeg var nomineret, troede jeg, det var en reklame på min arbejdsmail, fordi der stod Pensam og FOA, men så tænkte jeg, jeg læser den lige igennem,” forklarer Kristina.
”Og ikke for at lyde selvglad, men på en måde kan jeg godt forstå det, for lige siden jeg blev ansat for 2 ½ år siden, har jeg kun været syg tre gange, og den ene gang var Corona. Jeg tager jo også 50 timer om måneden ud over mine almindelige timer, arbejder om natten, og tager ekstra vagter om dagen og dobbeltvagter, hvis der er brug for det,” fortæller Kristina, som ikke har sin passion for faget fra fremmede.
”Min mor har selv arbejdet som SOSU-hjælper på Bakkebo, min søster er både hjælper og assistent, og min mormor var sygehjælper – og så er der mig,” fortæller hun med et stort smil.
”Jeg var altid med min mor på arbejde som barn, hvis jeg var syg eller ikke gad at skulle i børnehave, og allerede dengang sagde jeg til hende, at når jeg bliver stor, så vil jeg være ligesom dig. Og det blev jeg. Jeg har aldrig været i tvivl, og jeg vil også gerne læse videre til assistent på et eller andet tidspunkt.”
Kristina er en fantastisk medarbejder. Hun er altid glad, positiv og fuld af god energi. Hun yder en personcentreret omsorg ud fra den enkeltes behov og giver altid lidt ekstra
Uddrag af centerleder, Gitte Andersens nomineringsbegrundelse
Man skal ville jobbet
I forhold til arbejdet som SOSU-hjælper kan det være nærliggende at tænke, at nogle af de største udfordringer må være det til tider hårde fysiske og psykiske arbejde. Men det er slet ikke sådan Kristina oplever det.
”For mig er det vikarer og ufaglærte. Undskyld, for selvfølgelig er der mange gode ufaglærte, men dem, man kan mærke, kun er der for at tjene penge, det kan jeg slet ikke have. Jeg kan ryge helt op igennem loftet. Der bliver jeg vred. Jeg føler simpelthen ikke, at de ældre får det, de har brug for. Man kan lynhurtigt mærke, når folk ikke er til det, men kun er der for at tjene penge. Vikarer går jo til sindssyg høj timeløn. I weekenden og helligdage går de jo til 400 kr. i timen, det gør jeg bestemt ikke. Og der kan jeg hurtigt mærke, hvis der kommer sådan nogle vikarer ud, som slet ikke er til det, men kun er her for pengenes skyld. Så snart jeg har sagt hej til dem og lige snakket lidt, så ved jeg det. Jeg kan slet ikke tage det. Så det ender tit med, at jeg selv løber stærkere. Jeg tror, at enten er man til det her eller også er man ikke.”
Mit andet hjem
Til gengæld er Kristina heller ikke i tvivl, om hvad der er det mest fantastiske ved hendes job, og hvad det der gør Bakkebo Omsorgscenter til et dejligt sted at arbejde.
”Det er det hele. Alt den omsorg man kan give. Jeg ved ikke noget bedre. Jeg føler, at Bakkebo er mit andet hjem – også i forhold til beboerne. Jeg kan snakke med dem om stort set alt. Jeg ser dem meget som en familie. Man bliver også virkelig hørt her, hvis man for eksempel kommer og er utilfreds med noget. Der bliver taget hånd om de ting, man kommer med. Og så får jeg lov til at udvikle mine kompetencer så meget, som jeg må på mit niveau. Jeg får lov til at bringe mig selv i spil og bliver ikke sat i en kasse.”
Jeg synes, Kristina er en gave for alle på Bakkebo og en gave for sit fag, som hun så smukt repræsenterer i sit daglige arbejde
Udtalelse fra beboer på Bakkebo Omsorgscenter
Netop den faglige stolthed var et punkt som Astrid Krag også kom ind på i sin tale, da hun beskrev, hvor stort behov der er for, at flere unge mennesker kan se sig selv gå ind i netop disse arbejdsfunktioner på denne type arbejdspladser.
”Vi får brug for stadig flere ildsjæle, som har et engagement og vil være noget for andre mennesker,” sagde ministeren.
Fremtiden kom også på tale i en samtale Kristina og en gruppe af de øvrige talenter deltog i sammen med folketingsmedlem for de konservative, Mette Abildgaard. Her blev der blandt andet talt, om mediernes tendens til kun at tale om og vise det negative, og om det faktum, at mange synes at lønnen i fagene er lav. ”Der siger jeg, hvis du går så meget op i penge, så skal du slet ikke have det her arbejde,” understreger Kristina.
”For du skal gå op i det, du laver og ikke kun i penge. Jeg ved godt, at lønnen også er vigtig, men jeg synes ikke, at lønnen skal afgøre, om du vil arbejde med det her. For så vil du det ikke nok. Jeg synes, der er for meget fokus på penge, penge, penge – hele tiden. Alting går op i penge, og jeg synes ikke, at mennesker og deres velfærd kan gå op i penge.”
Nomineringsbegrundelsen i sin fulde længde:
Kristina er en fantastisk medarbejder. Hun er altid glad, positiv og fuld af god energi. Hun er virkelig vellidt af alle – såvel beboere som pårørende og sine kolleger. Hun yder en personcentreret omsorg ud fra den enkeltes behov og giver altid lidt ekstra.
Hun har altid tid til at side og holde i hånd, hvis det et det en beboer har behov for. Er noget svært, ser Kristina det ikke som en forhindring til at yde god pleje og omsorg, hun finder altid en løsning. Hun før en stor forskel i mødet med den enkelte og får værdier som værdighed og respekt til at leve i alle relationer. Alle føler sig trygge, set og respekteret i Kristinas selskab. Jeg har spurgt nogle af husets beboere, hvad de synes om Kristina.
Deres ord er: Man kan mærke, at hun elsker sit arbejde. Man bliver glad, når hun træder ind ad døren. Man går aldrig forgæves, hun hjælper altid. Kristina er et hjertemenneske, hun er så omsorgsfuld. Hun er virkelig glad. Min søn siger altid til mig – Du har Kristina, så ved både han og jer, at altid er godt. Jeg synes, Kristina er en gave for alle på Bakkebo og en gave for sit fag, som hun så smukt repræsenterer i sit daglige arbejde. Hun får de bedste anbefaling – og lidt til.