Altiden socialområdet

Leder af nyt tilbud for spiseforstyrrelser: ”Vi er nødt til at se på det individuelle menneske”

Altiden Ekko afdelingsleder Camilla Hansen

I marts 2022 åbnede Altiden et nyt tilbud for spiseforstyrrelser på Nørrebro i København. Stedets leder, psykiatrisk sygeplejerske, Camilla Hansen fortæller her om sin egen vej ind i det vanskelige speciale, de små og store udfordringer i det daglige arbejde med beboerne, og de svære, men heldigvis også positive øjeblikke, der opstår i arbejdet med at skabe en holdbar tilværelse for unge mennesker, der allerede har været igennem mange hårde oplevelser.

Brændende ønske om at hjælpe andre

Varme og overskud. Det er det første indtryk, der møder én, når Camilla Hansen åbner døren og byder velkommen til opholdsstedet på Nørrebro. Et nyåbnet og p.t. ret lille sted med plads til to beboere, der lider af en spiseforstyrrelse. Egentligt kunne man have taget imod en del flere, da behovet for pladser er stort, men de fysiske rammer i bygningen sætter for nu en naturlig begrænsning. Men, som Camilla siger, ”Det er en start.”

Og dermed også en begyndelse på noget, som Camilla måske ikke ligefrem har drømt om at arbejde med fra barnsben, men som går rigtig godt i spænd med hendes generelle store ønske om at hjælpe mennesker, der har det svært. Et karaktertræk, der gjorde sig gældende allerede, da hun som ung i første omgang valgte at gå handelsskolevejen og fik job i Skat. Det, Camilla nemlig oplevede som rigtig givende i jobbet, var, når borgere ringede for at få hjælp.

”De kunne f.eks. være helt desperate over at have fået en opkrævning, de ikke kunne betale, eller de ikke kunne forstå deres selvangivelse. De var havnet i vanskelige situationer, og det sad jeg og lyttede på og syntes, det var virkelig interessant, hvordan kan jeg hjælpe dem bedst muligt,” fortæller Camilla, der efter godt 5 år tog springet, gik tilbage på SU og kom i gang med sygeplejeuddannelsen.

Vejen ind i Altiden

I forbindelse med uddannelsen anden praktikperiode fik Camilla mulighed for at komme på et dagafsnit for spiseforstyrrelser, og der blev hun grebet af, at det også var en måde at være sygeplejerske på.

”Når man møder mennesker med spiseforstyrrelser, så fremstår de jo ofte velfungerende, og man skal have talt med dem et stykke tid eller have spist nogle måltider sammen med dem, før man finder ud af, at der er altså noget her, som er helt skævt. Og det var da også først hen mod slutningen af de ti ugers praktik, at jeg tænkte – nu ved jeg noget, nu kan jeg bidrage med noget, og det skal jeg have mere af,” husker Camilla, som efterfølgende fortsatte med et studiejob på privathospitalet Kildehøj.

”Når man møder mennesker med spiseforstyrrelser, så fremstår de jo ofte velfungerende, og man skal have talt med dem et stykke tid eller have spist nogle måltider sammen med dem, før man finder ud af, at der er altså noget her, som er helt skævt. Og det var da også først hen mod slutningen af de ti ugers praktik, at jeg tænkte – nu ved jeg noget, nu kan jeg bidrage med noget, og det skal jeg have mere af,” husker Camilla, som efterfølgende fortsatte med et studiejob på privathospitalet Kildehøj.

Opstarten på et nyt tilbud

Ud over fastansættelser i Region Hovedstadens Psykiatri, har Camilla arbejdet som selvstændig inden for samtaleforløb med borgere med spiseforstyrrelser og måltidsstøtte, samt haft job som medicinansvarlig på et botilbud. Det var her, hun mødte en kollega, der var psykiatrifaglig koordinator, og selv om deres arbejdsmæssige veje senere skiltes, holdt de kontakten og talte løbende om, hvor hårdt brug der var for botilbud for borgere med spiseforstyrrelser, og hvordan man kunne etablere det.

”En aften vi var sammen, fortalte hun mig, at hun havde fået job i Altiden, og at denne målgruppe ikke var repræsenteret i Altiden. Om ikke det kunne være noget for mig at være med til at starte det op? Den skulle lige lande hos mig. Men efterfølgende mødtes vi med min nuværende chef tilbudsleder, og fik drøftet, hvordan det kunne blive til noget og etableres.”
Samtalerne resulterede i, at Camilla den 1. marts, 2022 startede som afdelingsleder i Altidens tilbud på Nørrebro. Et tilbud, der dels har to beboere, og samtidigt tilbyder måltidsstøtte (paragraf 85 socialpædagogisk støtte i egen bolig) til yderligere to borgere.

Altiden Ekko afdelingsleder Camilla Hansen

Camilla Hansen har arbejdet inden for mange forskellige områder med fokus på spiseforstyrrelser. Foto: Altiden.

Struktur og intensiv støtte

Mennesker, der lider af spiseforstyrrelser, som får tilbud om et botilbud/opholdssted, er virkelig ramt af deres sygdom. Og det er sjældent kun spiseforstyrrelse, idet de så for det meste ville blive behandlet i ambulant regi og kunne varetage at bo i egen bolig og få en hverdag til at fungere. Men netop pga. komorbiditet er det nødvendigt med intensiv personalestøtte til beboerne.

”Det drejer sig ofte om borgere, der også kæmper f.eks. med angst, depression, måske noget personlighedsforstyrrelse og OCD – og som har vanskeligt ved at følelsesregulere.

“Vi arbejder med en helt fast struktur fra kl. 8-22 hver dag med fem måltider om dagen, aftaler om hvad tid på dagen de ligger, fra der til der – og hvornår er så det næste måltid osv. Og det kræver en stor del af tiden, at der er to personaler til de to beboere,” fortæller Camilla om det arbejde teamet på i alt 12 medarbejderne (flere af dem på deltid) på stedet står med. Et team, der er tværfagligt sammensat af pædagogisk og sundhedsfagligt personale med specialviden, behandlingsforståelse og erfaring inden for spiseforstyrrelse, komorbiditet og recovery-orienteret tilgang.”

Det er ofte borgere, som har været indlagt igennem deres teenageår og videre i voksenpsykiatrien, og som sjældent kan få en hverdag til at fungere med uddannelse eller arbejde

Meget forskellige baggrunde

Aldersgruppen på tilbuddet er pt 16-28 år, men skal muligvis justeres til at være fra 18 og op, hvilket ifølge Camilla vil passe rigtig fint. For det betyder meget, om man er under 18 og stadig har forældre medinddragelse, eller har lidt af en spiseforstyrrelse i mange år. Hvor træt man er blevet af den, og hvor klog man er omkring den. Om man kan se, at man får gavn af støtten.

”Der er jo også stor forskel på, om man f.eks. har en skizofreni diagnose sammen med spiseforstyrrelsen, for så er der pludselig nogle psykotiske episoder, der skal tages vare på, eller som mange spiseforstyrrede også har noget autisme,” forklarer Camilla.

Det behøver ikke være enten eller

”Der er selvfølgelig udfordringer, når man bor i et tilbud, der er så småt som dette. At den ene har brug for noget og den anden for noget andet, og så skal man kunne sammenkoble det. Hvordan kan I så bruge hinanden bedst muligt? Vi har lige haft det oppe og vende på vores ugentlige husmøde – det her med at bruge hinanden som støtte til at gå imod, hvad spiseforstyrrelsen gerne vil have, så de faktisk gavner hinanden.”

På den lange bane er opgaven ifølge Camilla at forsøge at opøve beboerne til selv at kunne overtage og varetage en struktur. Så de får en rutine i at få indtaget deres måltider, og på sigt kan komme ud og bo i egen bolig.
”Vi har fokus på, at det er grundlæggende for alle mennesker. At der er behov for at få indtaget mad for at have energi til at gøre andre ting. Så ja, det er det primære. Men samtidigt er der alle mulige andre aspekter i borgernes hverdag, som fylder, og som oftest gør, at de kompenserer ved ikke at spise. Og så må vi prøve at hjælpe dem til, at man kan begge dele, det behøver ikke være enten eller.”

Altiden Ekko Thorsgade indendøre spisebord

Både i stuen og i køkkenet er der indrettet hyggelige spisepladser. Foto: Altiden.

Støtte på borgernes præmisser

Tilbuddet på Nørrebro omfatter mange en til en timer med borgerne med måltiderne som det primære. Men der opstår løbende mange andre opgaver som f.eks. utryghed ved besøg på jobcentret, hvor der er behov for at have personale med.

”Eller vedkommende skal til lægen, eller til behandling ude i psykiatrien, hvor vi også deltager, så vi kan bringe behandlingen med tilbage til hverdagen,” fortæller Camilla.

”Hvordan sørger vi for, at de aftaler, der bliver indgået, bliver overholdt? At der bliver trænet de aftalte færdigheder ind til næste behandlingskontrol? Vi er med til at være bindeleddet, og det er en proces, som er nødt til at være 100% individuel. Der findes ikke en formular, der passer til alle. Og det har faktisk også været en af mine kæpheste både igennem min tid i psykiatrien, men jo nok også årsagen til, at jeg ikke er der mere.

Jeg har brug for, at der bliver kigget på det individuelle menneske. Det skal jo være beboerens egne mål, som giver mening for dem, ellers så rykker de sig ikke. Det er den motivation, vi hele tiden forsøger at tale ind i dagligdagen: ”Jamen, det var jo faktisk, fordi du gerne ville starte på den her uddannelse. Så hvis du gerne vil det, så er der nogen ting, du skal træne undervejs for, at det faktisk bliver muligt.”

Ønsket om normalitet

Overordnet set er det kommunerne, der laver en indsatsplan med indsatsmål, som så bestilles hos Altidens tilbud. Der er typisk tre overordnede indsatsmål, som gennemgås med borgeren i forhold til at få opdelt det i nogle delmål i hverdagen. Et typisk indsatsmål kan ifølge Camilla være, at borgeren bliver i stand til at følge sin kostplan og tage ansvar for at få spist sine måltider regelmæssigt.

”Det kan også være at få udviklet nogle sociale relationer, for der er rigtig mange, hvor spiseforstyrrelsen har været det primære, og de derfor har trukket sig fra deres hverdag. Så det er med i processen med at træne borgeren til at kunne komme ud i egen bolig og kunne varetage regelmæssige måltider og kunne have en egen omsorg, så deres hverdag fungerer, så de kan komme videre med deres tilværelse. Om det så er uddannelse eller job,” siger hun og tilføjer:

”Måltider indgår jo ofte, når mennesker mødes, men når man lider af en spiseforstyrrelse, kan det være rigtig svært at indgå i sociale relationer. Hvis man f.eks. skal mødes på en cafe eller skal hjem til familiemiddag. Det kan være noget, de har trukket sig fra det i rigtig lang tid. Så nogle af de pædagogiske tiltag, vi også gør brug af i dagligdagen, er f.eks. at gå ned og købe en is til et mellemmåltid eller pakke noget herfra og sætte os ned i den nærliggende park. Gøre noget ”almindeligt”. Og det vil de rigtig gerne. De har et stort ønske om at gøre almindelige hverdags ting. Men med den støtte, der gør, at de kan gennemføre det.”

Læs mere: ”Vi er gode til at være der for hinanden i svære situationer”

Ekstremt vigtige detaljer

Et ophold kan strække sig fra 1 år til 1 ½. Herefter er det meningen, at man bliver tilbudt en form for udslusning, hvor man flytter i egen bolig, men med måltidsstøtte i eget hjem, så der stadig er noget velkendt.

”Også i den fase er det utrolig vigtigt med fast personale. Det med at der en tilfældig, som ikke kender de aftale, der er lavet, det går ikke til denne målgruppe,” understreger Camilla.

”Vi er jo helt nede i så små ting, der kan gøre en forskel. Mange detaljer. Hvis en borger f.eks. har haft mulighed for at gemme et glas saft, der skulle være drukket, og personalet den dag og den næste ikke opdager det, så skal vi op på hesten igen. For det betyder, at der så er en spiseforstyrrelse, der står og larmer med to dage, hvor man har reduceret sit kalorieindtag. Og det at skulle tilbage igen på et højere kalorieindtag, det er rigtig vanskeligt. Så det er mange små nuancer, vi arbejder med, som kræver, at vi overleverer meget detaljespecifikke informationer til hinanden. Derfor gør vi en dyd ud af vores dokumentation.”

Forløbet for en spiseforstyrrelse

I den akutte del af spiseforstyrrelsesbehandlingen bliver man typisk døgnindlagt. Efter udskrivelsen tager kommunen over og skal tilbyde den støtte, der er behov for i en overgangsfase i rehabiliteringen til et liv, der kan fungere. Men hvis den indsats udebliver eller mislykkes, så starter forløbet forfra igen med indlæggelse. Og det er ifølge Camilla desværre ofte, sådan det går.

Overordnet set er muligheden for decideret at slippe af med en spiseforstyrrelse jo kun 50%

”Så det er mange af de samme borgere, der kommer igennem systemet. Men jeg vil vove den påstand, at hvis de fik den støtte, de havde behov for undervejs og tidligere, så kunne meget se anderles ud. De borgere, vi har, som er over 30, de har lidt af deres spiseforstyrrelse siden teenageårene. så det er jo mange år, og mange menneskelige resurser, der går tabt. Det er jo typisk borgere, der er kognitivt velfungerende, som har nogle ønsker for deres liv, og som kunne bidrage med noget i samfundet, hvis de fik den rigtige støtte til at få hverdagen til at fungere, forklarer Camilla.”

De små lysglimt undervejs

Hver gang Camilla møder et nyt menneske i sit arbejde som afdelingsleder i Altiden, oplever hun, at der er en ny historie, en ny måde at være i sin spiseforstyrrelse på og en ny måde at takle det på. Hvilket vidner om det særlige speciale spiseforstyrrelser er. Og at selv om Camilla har arbejdet med det igennem 12 år, så lærer hun noget nyt hver dag. Også at de svære forløb heldigvis også kan indeholde positive og livsbekræftende øjeblikke.

”Et eksempel på de små succesoplevelser er en borger hos os, der får støtte i eget hjem. Vedkommende har været i psykiatrien i mange år, har været præget af selvmordstanker. Endelig fik hun tilbudt et diætistforløb, som var hendes store ønske – for at få lavet en kostplan, som hun turde stole på.
Vi tog med ud til samtalen, og hun mødte et menneske, som faktisk formåede at sætte sig fuldstændig ned på hendes plan og sige. ´Jamen jeg kan da godt lave en kostplan til dig med det her kalorieindtag hver dag, men så er jeg jo helt sikker på, at du ikke følger du det. Så hvordan kan vi gøre det på den bedste mulige måde, så du faktisk er i stand til at følge det med den støtte, du får´,” forklarer Camilla.

Altiden Ekko Thorsgade indendøre køkken

Meget af arbejdet på opholdsstedet handler om måltiderne og tilberedning af maden. Foto: Altiden.

Der skal så lidt til

”Herefter er vores succeskriteriet at kunne sige, ok nu starter vi på en frisk. Hvordan kan vi hjælpe dig bedst muligt til at få varetaget de her måltider? Få lavet noget mad du kan fryse ned. Vi laver den her tærte, den bliver skåret ud i fire stykker og frosset ned. Og på de dage hvor vi ikke er her, tager du et stykke ud. Når det så lykkedes – hold nu op!

Det er jo simpelthen på så detaljeret et plan. At der skal så lidt til. Men det betyder alverden, for vi er helt derude, hvor der er tanker, om at livet ikke er værd at leve. Fordi der er jo alligevel ikke nogen, der forstår en, de gør bare det, de synes. Så for hende at møde et menneske, der vover sig ud over, hvad behandlingsrammen i virkeligheden siger, og siger okay, vi gør det her for dig. Det er stort.

“Det at opleve, at en borger med det sygdomsforløb få mod på, at nu skal der altså ske noget andet, fordi der er et menneske, der har set mig. Det er virkelig fantastisk. Også selv om det stadig er skrøbeligt

“Der er jo meget ofte ikke noget slutfacit/mål. Men netop derfor er man nødt til at fokusere på de små delsejre og lade dem lyse op. Stoppe op en gang imellem og huske på de gode øjeblikke, fordi filmen knækker tit og ofte. Men så huske på, at der er en ny dag i morgen og så starte forfra.”

Læs mere om Thorsgade 63, 1. tv.