Efter en hjerneblødning fik Jørgens kone brug for daglig pleje. På Fribo Holte er hun i trygge hænder, og det samme er Jørgen som pårørende. Hver dag kommer han på besøg og læser højt for sin kone og synger en godnatsang. Sjældent har ordsproget ”gammel kærlighed ruster ikke”, passet så godt som her på Fribo Holte.
Personalet er fulde af empati
”I virkeligheden er der ingenting, der forandrer sig, når det drejer sig om kærlighed.”
Sådan skriver den canadiske forfatter og vinder af Nobels Litteraturpris i 2013, Alice Munro.
Ordene har Jørgen skrevet ned på et rødt stykke papir og hængt over sin kones seng på friplejehjemmet Fribo Holte. Ved siden af hænger et stort foto af hende, smilende og iført cykelhjelm. Karin hedder hun.
Jørgen og Karin holdt meget af at tage på cykelture sammen, indtil en voldsom hjerneblødning for otte år siden satte en brat stopper for det. Karin overlevede på et hængende hår og sidder i dag i kørestol og er lam i sin højre side.
Karin kan ikke gå, tale eller skrive og får sondemad fire gange om dagen. Derfor blev der behov for, at hun kom på plejehjem. For et år siden faldt valget så på Fribo Holte. En beslutning Jørgen er meget tilfreds med.
”Det er et godt plejehjem det her. Der er rigtig stor empati blandt personalet.”
På plejehjemmet har det også været muligt at genoptage cykling sammen. Det foregår på motionscyklerne i træningsrummet, hvor Karin cykler med Jørgen ved sin side.
Samtidig er der tilknyttet en fysioterapeut på stedet, hos hvem Karin får massage i skuldre og ben.
“Personalet har overskud, og det er det, jeg rigtig godt kan lide ved det her plejehjem“
Læs også: Mød Fribo Holte leder, Mette
Tryg, også på afstand
Inden Karin fik sin hjerneblødning, nød hun at tage på litteraturkursus på Grundtvigs højskole om sommeren. Nu kommer litteraturen til hende.
Hver dag hopper Jørgen på cyklen for at tage turen til Fribo Holte. Med sig har han ofte en bog eller en digtsamling, – alt fra Tove Ditlevsen og Inger Christensen til Peter Plys eller ’En mand der hedder Ove’.
For tiden læser han højt fra romanen ’Detaljerne’ af den svenske forfatter Ia Genberg.
Karin kan ikke kommunikere, men hun reagerer på lyd.
”Det eneste jeg kan se, det er, at hun er vågen og ligesom hører efter, men hvad der sker inde i hovedet, det er der ingen, der ved,” siger Jørgen.
De fleste aftener vender han tilbage til plejehjemmets trygge rammer og synger elefantens vuggevise for sin kone, inden hun skal sove.
Den kærlige melodi hænger fint indrammet på væggen over Karins seng.
Fra personalet hører Jørgen, at hans kone smiler meget. Det er noget, han også selv har bemærket, og det giver ham en følelse af tryghed.
Halvmånen løfter sin sabel,” står der i rammen. Ovenover hænger citatet om kærlighed.
Nu har han også friheden til at lave sine egne ting ind imellem, uden at skulle bekymre sig om, hvorvidt Karin får den pleje og omsorg, som hun har brug for.
”For mig er det et trygt liv, for jeg kan være væk. Jeg kan også tage på ferie, og det har jeg også gjort, mest i Danmark.”
Jørgen, som bærer titlen professor emeritus, underviser stadig, bl.a. i mekanik og maritim teknik på DTU.
Aktiveret med musik
Jørgen kommer så meget på Fribo Holte, at han nu er på fornavn med alle beboerne på afdelingen, spiller kort med dem og kender deres livshistorier. En af de historier kommer fra en kvindelig beboer, som er en berømt tidligere koncertpianist.
”Hun spiller nogle gange om aftenen, hvis vi spørger. Det er helt fantastisk.”
Karin, der spillede fløjte i mange år, får stadig glæde af musikken. Derfor satte koncertpianisten sig atter bag klaveret, da Karin fyldte 75. Ellers spiller hun ikke for store grupper længere.
“Det ser ud som om, at med musik, der lytter hun. Og der er det jo et mærkeligt og fantastisk sammentræf, at en af beboerne her er koncertpianist.”
At Karin bliver aktiveret med musik, er også noget, som personalet er opmærksomme på.
”Vi er så heldige, at der er musik her. I kultursalen og pejsestuen er der musik en gang om ugen,” fortæller Jørgen, der roser aktivitetsgruppen på stedet. De arrangerer mange fælles aktiviteter som f.eks. stolegymnastik, filmaftener og banko.
Læs mere: Tina står i spidsen for aktiviteter på Fribo Holte
Trivial Pursuit aftener
Jørgen træder ind i fællesstuen på sin kones afdeling. Her står klaveret, som flittigt benyttes, og en kommode med forskellige brætspil. Jørgen finder Bezzerwizzer frem og trækker et kort op fra æsken.
”Hvilken populær petit four er opkaldt efter en fransk skuespillerinde,” spørger han ud i rummet.
Jørgen er blevet udråbt som afdelingens uofficielle quizmaster. Om aftenen hiver han gerne Trivial Pursuit eller Bezzerwizzer frem.
”Hvis jeg finder et spørgsmål, der dækker perioden fra omkring 30’erne og til 70/80’erne, så kommer der nogle rigtig gode diskussioner ud af dem.”
På denne måde har han lært beboerne godt at kende.
Positivt er det også, at han kan se, at Karin følger med.
Til spørgsmålet om, hvilken dansker der vandt Nobelprisen i litteratur i 1917, ved han allerede, hvem der kender svaret. Beboerens farfars fætter var nemlig Henrik Pontoppidan.
”Jeg lærer dem alle sammen at kende, og jeg lærer utroligt meget af dem, fordi de har jo en livsvisdom og en viden om mange ting, som jeg ikke aner noget om.”
Vær åben og positiv
Der er en positiv stemning på plejehjemmet, og det er noget, Jørgen bemærker, og som han også har talt med de andre pårørende om.
”Det er vist ikke kun mig, der synes, at det er en god stemning, der er her. For alle beboerne får faktisk besøg jævnligt,” siger han.
Kort efter, at Jørgens kone flyttede ind, arrangerede afdelingen en thailandsk aften med autentisk thailandsk mad, lavet af Oiy fra personalet.
Det smagte guddommeligt, husker Jørgen. Men lige så fantastisk var det også, at der kom en masse pårørende til arrangementet, som Jørgen fik lejlighed til at hilse på.
”Så på den måde fungerer det som et bofællesskab. Og det er det, jeg egentlig er ude efter. Det skal ikke være et hospital.”
Til andre pårørende kommer han med et råd:
”Hvis man er åben og positiv overfor personalet, så er de det også overfor dig.”
”Men man skal se i øjnene, at det her er ikke en børnehave eller vuggestue, hvor man bliver bedre dag for dag. Det er lige det modsatte. Og sådan er livet. Det gælder om at få det bedst mulige ud af det set i lyset af, at der er ting, der forsvinder for en langsomt men sikkert.”