Nyheder

”At kunne hjælpe et menneske til at kunne selv er en gave”

Altiden træning

Ambassadørprisen for det værdifulde pårørendesamarbejde går til Genoptræning Gribskov. Det første møde med den pårørende, forventningsafstemningen og de små og store milepæle er blot nogle af de vigtige ingredienser i et værdifuldt pårørendesamarbejde. Og når det hele går op i en højere enhed, er det til stor glæde for alle. Et sådant samarbejde er grunden til, at fysioterapeuterne AnneGrete Andreasen og Susan Dobie Pedersen fra Genoptræning Gribskov har fået tildelt Ambassadørprisen for ”Det værdifulde pårørendesamarbejde”. Her fortæller de om det givtige arbejde med borgeren Anker og hans hustru, Birgitte, om de små og store sejre og vigtigheden af at inddrage den pårørende.

Det vigtige første møde

Indstillingen til ambassadørprisen for det værdifulde pårørendesamarbejde kom fra Birgitte, der er gift med og dermed pårørende til Anker. Efter i alt en måneds hospitalsindlæggelse begyndte Ankers genoptræning fordelt på to områder: Styrketræning og hverdagsrehabilitering, som i Gribskov Kommune kaldes Styrk Hverdagen.

Fysioterapeut Susan Dobie Pedersen stod for styrketræningen, der begyndte med forskellige øvelser i sengen, da Anker i begyndelsen hverken kunne gå eller stå. Efterhånden udviklede øvelserne sig til mere udfordrende balance-, gang- og styrketræning.

”Typisk er det genoptræningen, der træder i kraft først – altså genoptræningsplanen,” forklarer Susan.

”Jeg kommer ud og finder ud af, hvad kan borgeren, og hvilke mål der er ønsker om. Og i det her tilfælde var det jo at komme op ad trappen, fordi soveværelset ligger på 1. sal. Ægteparret havde fået installeret en seng i stuen og toiletstol osv., så ønsket var, at Anker skulle have styrke til at kunne klare det. Så vi forventningsafstemmer og laver en plan for, hvad der skal ske for mit vedkommende. Og så var Anker jo også visiteret til Styrke Hverdagen, hvor AnneGrete kom ud.”

Læs også: Vejen til det værdifulde pårørendesamarbejde

AnneGrete Andreasen og Susan Dobie Pedersen får overrakt deres gaver af leder, Connie Bendt.

Små ting der tæller

Forløbet omkring Styrk Hverdagen blev varetaget af fysioterapeut AnneGrete Andreasen, der i stil med Susan også fik forventningsafstemt med Anker og Birgitte om de mange små ting i hverdagen, som de gerne ville arbejde henimod.

”Vi har en lang liste af dagligdags gøremål, som vi arbejder ud fra,” forklarer AnneGrete.

”Alt lige fra selv at kunne stå ud af sengen, børste tænder, tage tøj på selv, gå i bad osv. Den liste går vi så igennem og finder frem til, hvad kan du nu og på hvilket niveau. Og så scorer man i alle de her dagligdags aktiviteter, og så skriver vi målene ned. Hvad er det vedkommende gerne vil? Jamen han vil gerne kunne klare sig selv fuldstændig. Og så scorer vi så igen, når vi afslutter. Og så er han jo rykket fra ikke at kunne ret meget til pludseligt at kunne en hel masse selv,” tilføjer AnneGrete med et stort smil.

Ankers hustru, Birgitte husker tydeligt, at hun som pårørende i begyndelsen, på trods god hjælp fra hjemmeplejen, var næsten fuldtidsbeskæftiget med sin mands daglige pleje, og fra den position fik hun naturligvis ideer til ting Anker kunne gøre, med henblik på genoptræning og også ting, der kunne lette hendes hverdag selv.

”Jeg indrømmer gerne, at en af de ting, der virkelig fyldte meget var Ankers ”transport” fra seng til kørestol, som i lang tid foregik via Sara Stedy. Og selvom dette hjælpemiddel er ret fantastisk, spurgte jeg AnneGrete: Kan Anker ikke selv lære at stå over i kørestolen? Og vupti, så viste hun de greb, der skulle til, og efter nogle øvegange kunne han godt, og det lettede en del,” husker Birgitte.

De svære følelser

En ting er det rent fysiske arbejde med at sikre, at borgeren genvinder styrke og færdigheder, noget andet er al det psykologiske, der også spiller ind i et genoptræningsforløb – både for borgeren selv, men i høj grad også for den pårørende. Hvordan tackler man det? Bekymringerne om det nogensinde bliver godt igen, og i det hele taget de mange følelser, der er involveret i processen? Ifølge Susan kan man naturligvis aldrig love noget, men både hun og AnneGrete kommer med utrolig meget erfaring fra andre borgere i lignende situationer. Og AnneGrete uddyber, at der er mange følelser i spil.

”For eksempel at den pårørende kan føle sig meget låst til sit hjem i en fase af genoptræningen. Birgitte følte en overgang ikke rigtig hun kunne tage nogen steder. Hun var bange for at forlade Anker. Og der taget vi så en snak om, hvordan det kan lade sig gøre. Vi snakkede bl.a. om, at så længe han ligger i sin seng, så sker der ikke noget. Så kunne hun måske planlægge at tage ud der, også være hjemme når han er oppe. Så det handler om at få talt, om hvordan man ligesom kan planlægge sig ud af det.”

Husk at fejre de små og store sejre

For Birgitte har den her naturlige plan i genoptræningen med at foreslå og motivere Anker til øvelser, for eksempel at gå på trapper og selv at kunne gå på toilettet, virket meget konstruktiv. AnneGrete og Susan var begge med til at foreslå hjælpemidler til normalisering af hverdagen, så som albuestokke og stole-forhøjere og honningpuden. Samme kiggede de på nettet og fandt de rigtige modeller, så Birgitte hurtigt kunne bestille det hjem. Og alt dette har medvirket til, at Anker stille og roligt kunne nå den første milepæl og efterfølgende sit store mål.

”Den første milepæl var jo faktisk, da han begyndte at gå med krykkestokke i stedet for den høje gangvogn,” husker Susan.

”Og så trappen. For det var det største mål. Men jeg kan godt huske, da han første gang gik med krykkestokke, hvor vi kaldte på Birgitte: ”Vi skal lige fejre det her”. Det oplever man tit de der små sejre, og jeg synes, det er vigtigt at gøre et stort nummer ud af,” siger hun og AnneGrete tilføjer:

”Jeg tror også, det var derfor, at hustru var med, når vi startede træning. Så kom hun lige ned og sagde hej, og jeg skal bare lige fortælle, at nu kan han selv det og det. For det er jo også vigtigt for hende at kunne sige, at der sker faktisk noget.”

Hvad giver det jer som behandlere? Både rent fagligt, men også menneskeligt set?

”Det er jo det, der gør det hele værd. Der, hvor det giver mening”, siger Susan og bliver bakket op af AnneGrete:

”Jeg vil sige, da han stod oppe på trappesatsen, altså var kommet op på første sal, der blev både vi og Birgitte altså lidt berørte. Den der fornemmelse af, nu troede hun på, at det kunne lade sig gøre”

AnneGrete Andreasen, fysioterapeut

Gode råd og tanker til pårørende

At være pårørende til en nær, som skal igennem et svært genoptræningsforløb, kan være en udfordring, som man ikke ved, hvordan man skal gribe an. Men ifølge AnneGrete skal man ikke være bange for at tage snakken med behandlerne, for det er jo netop i samarbejdet, at succesen opstår.

”Jeg synes, det er vigtigt, at de får lov at blande sig, men nogle gange kan de godt være lidt bange for, om det er ok,” forklarer hun.

”Men selvfølgelig skal de blande sig, for når man har en pårørende, der har nedsat funktion, så er det et samarbejde. Og det er det med at få en balance mellem at man er en del af det, uden at man hele tiden er den, der skal skubbe på og sige, nu skal du også. For man kan hurtigt blive en sur pårørende. Fysioterapeuten har sagt, at det skal du!

Men nogle pårørende siger også, at det er meget rart, at vi har lavet en aftale om det. Det sagde Birgitte faktisk også, fordi der var et tidspunkt hvor Anker lå for meget i sengen. Hvor jeg måtte sige; Det går ikke – du skal op mindst 3 x om dagen. Lidt formiddage, lidt eftermiddag og så må du godt tage hvil, men du skal op igen og spise din aftensmad. Hvor Birgitte så sagde; Hvor er det rart, at du siger det. Det var rart, at der kom en og sagde det, for så var det ikke hende, der skal skulle sige; Nej kom nu, og du skal også. For vi havde simpelthen lavet en aftale, om at det er sådan, det er. Så de skal naturligvis komme med deres ønsker, og så kan vi jo lave en plan.”

Læs også: En hånd tilbage til hverdagen

Anker har det meget bedre nu

Og at netop dette samarbejde har fungeret, og AnneGrete og Susan derfor blev indstillet til og har vundet Ambassadørprisen for Det Værdifulde Samarbejde, det vidner Birgitte beskrivelse af Ankers nuværende situation om.

”Anker kan nu med en krykkestok gå rundt i huset, han er så småt begyndt at deltage i forberedelsen til dagens middag, og vi har kørt en tur ud i det blå. Anker har også med supervision fra AnneGrete gået tur udenfor på vejen og ser frem til flere ture.

Den hjemmepleje på fire daglige besøg til personlig hygiejne samt toiletbesøg på bækkenstol m.m., som Anker var tildelt fra Gribskov Kommune, har vi med Altidens gode genoptræningsresultater langsomt kunnet udfase, så Anker nu kun får hjælp til bad en gang om ugen.

Anker har det meget bedre nu, og som familie har vi det også meget bedre. Anker er nu så mobil, at han om en uge kan deltage i styrketræning uden for hjemmet. Tak for et godt samarbejde.”

AnneGrete Andreasen og Susan Dobie Pedersen sammen med leder af Genoptræning Gribskov, Connie Bendt.

Kendetegnet for Genoptræningen Gribskov – Altiden

Ifølge leder af Genoptræningen, Connie Bendt er det hele Altidens set up i forhold til værdier og i forhold til det samarbejde, hun har med den daglige ledelse, som skaber de rette rammer.

”Det er alt det, som giver mig en masse i forhold til, hvad jeg kan bidrage med ude i driften. At det er det, der har det største fokus”, forklarer hun.

”Jeg synes, det er fantastisk at være leder her, fordi man tør handle og får lov til at tage ansvar, og der er stor tillid til, at man kan løse de opgaver, man bliver stillet. Og det er så noget, jeg kan give videre. Hvis jeg havde en ledelse, der overvågede mig eller pustede mig i nakken, så kan man jo blive handlingslammet. Her har jeg fuldstændig frie rammer til at leve Altidens værdier ud, og gøre det på den måde, som passer til min personlighed. Det, tror jeg, er det, der gør, at der er et godt arbejdsmiljø, og at vi får 100 % positiv feedback fra borgerne uge efter uge. Det er jo, fordi terapeuter kan agere i det her gode arbejdsmiljø. Og det kommer oppe fra toppen.”