At nå til den erkendelse, at man har brug for hjælp til sit barn, kan være uoverskueligt. Men for forældreparret Henrik og Bianca blev beslutningen om at lade deres 9-årige søn flytte ind på børne- og ungehjemmet, Altiden Kværndrup starten på en ny begyndelse for både sønnen og familien. Her fortæller de sammen med afdelingsleder på Kværndrup, Morten Koch om den rejse, drengen har været på gennem det sidste halve år. Fra ekstrem vrede, ødelagte omgivelser og manglende tillid – til en hverdag med venner, skole og ønsket om at være i verden på en anden måde.
Tør du godt sove, når jeg bor her?
Da Mathias, som vi har valgt at kalde drengen af hensyn til hans unge alder, flyttede ind på Altiden Kværndrup i efteråret, 2023, og altså blev anbragt uden for hjemmet, blev han beskrevet som værende forholdsvis velfungerende.
Men – med meget store udfordringer i forhold til sin familiære situation og skolegang. Han havde svært ved at forstå det sociale, hvilket skabte problemer for ham i forhold til at aflæse andre. Hans copingstrategi på det tidspunkt var at blive fysisk og udadvendt, hvilket medførte, at han havde daglige magtanvendelser med fastholdelse.
Afdelingsleder, Morten Koch husker tydeligt, den dreng, som to pædagoger hentede en efterårsdag i 2023.
”Han havde lige fået besked om det dagen før, så det var med ret kort varsel, at vi nu var nået dertil. Det var helt klart en dreng i høj arousel, som trådte ind ad døren her. Han løb rundt og for ned på mit kontor og sagde: Er det dig, der er morderen? For så slår jeg dig ihjel. Han brugte rigtig meget energi på at synes, at det hele var spændende. Men også at sikre sig, at alle var lidt bange for ham.”
De følgende to uger var Mathias egentlig i godt humør, men med meget krudt i røven og fortsatte med at ville sikre sig, at medarbejderne var lidt bange for ham. Han var på det tidspunkt det eneste barn i huset, da Kværndrup netop var åbnet. Men så begyndte den udadreagerende adfærd at tage til. ”Han kom jævnligt med trusler til personalet. Tør du godt sove, når jeg bor her? Er du ikke bange for, at jeg kommer ned og slår dig ihjel? Og jo mere han landede i det, desto mere tiltog truslerne,” forklarer Morten Koch.
”Vi begyndte også at lære ham bedre at kende. Og det blev meget tydeligt for os, at det her krævede, at vi gik ind og mandsopdækkede ham én til én. Altså fra han vågnede, til han gik i seng, havde han en pædagog ved sin side for simpelthen at adfærdsregulere hele hans tilgang til verden.”
Den svære, men bedste beslutning…
Mathias mor, Bianca og far, Henrik bor ikke sammen, men har fælles forældremyndighed, og var derfor med til at tage beslutningen om, at deres søn skulle anbringes uden for hjemmet. Og Bianca husker stadig tydeligt de indledende samtaler, hvor det kom på tale, at hendes søn skulle bo på et børne- og ungehjem.
”Der tænkte jeg – ej fuck,” svarer hun ærligt. ”Men det er slet ikke så farligt at anbringe sit barn. Det er jo ikke sådan, at kommunen bare kommer og tager dit barn fra dig. Du er jo med i det hele vejen. Det har vi i hvert fald været. Og jeg har ikke følt, der var nogen grænse, som er blevet overtrådt. Derfor er det så vigtigt for mig at være med til at fortælle min søns og vores fælles historie, for det er virkelig en succeshistorie.”
Henrik erindrer den første tid, hvor Mathias var flyttet, som svær. Også selv om alle på Kværndrup var søde og rare mod hans søn.
”Jeg har kun positive ting at sige, men jo det tog noget tid, inden han vænnede sig til at være der. Jeg havde daglige snakke med Morten (afdelingsleder) for lige at følge med i, hvordan det gik i starten, hvor han stadig havde vredesudbrud,” fortæller Henrik, der glæder sig over, hvordan det er nu, når Mathias er hjemme hos ham.
”Han er blevet meget mere rolig og høflig. Han hænger tøjet op på knagen, sætter skoene udenfor og fortæller os, at vi skal tale pænt. Hvis han hører, at jeg skændes med hans søstre bare det mindste. Det kan han ikke have. Han snakker også selv rigtig pænt nu. Han havde jo et meget grimt sprog inden. Bandede hele tiden. Og så har han ikke haft et eneste vredesudbrud herhjemme, efter han flyttede over til Kværndrup. Tidligere har jeg f.eks. oplevet, at han tømte mit køleskab og smed det hele ud ad vinduet, og fuldstændig raserede lejligheden her. Det er vildt at tænke på nu.”
Kendte kun til følelsen af vrede
Den første tid på Altiden Kværndrup var, som Henrik beskriver det, svær for Mathias. Og som afdelingsleder Morten Koch forklarer det, så var det nødvendigt at mandsopdække ham – på trods af hans meget unge alder.
”Han var et sted, hvor han kun kendte én vej, og det var at blive vred. Hver gang han mødte en udfordring eller modstand. Men også hver gang han mødte noget godt, så var det også kun vrede, han kunne komme i kontakt med. Og når man går ind i forståelsen omkring de primære følelsesfunktioner, så er det jo sådan, at alle mennesker, ligegyldigt hvilket indtryk vi møder i verden, så er vores urinstinktet, at vi starter med at navigere i et vredesfelt. Men så går vi på millisekunder over i den reelle, konkrete følelse f.eks. glæde, kærlighed, omsorg og hvad der nu ellers er af følelser,” forklarer Morten Koch.
”Mathias nåede aldrig længere end til vrede. Så hver gang, der kom en reaktion, så var det vrede, og at smadre ting. Han begyndte at finde ting i køkkenet, som han kunne kaste i gulvet, og det blev tydeligt, at det var en form for kontrol. Tangerende til en eksternaliserende selvskade, fordi han opnåede en ro i sig selv ved at ødelægge ting”
Til at begynde med kunne Mathias være i effekt i alt fra 2 timer og op til 8-9 timer. Og personalet kunne se og mærke, at han var meget forvirret over, at han ikke blev fastholdt. Men hvordan kom de videre derfra til der, hvor han er i dag?
”Helt konkret ved at gå ind og korrigere hans adfærd hver gang, at den begyndte at udvikle sig. Det var jo hele hans nervesystem, der var påvirket, og han kunne ikke andet,” fortæller Morten Koch.
”Så det handlede om stille og roligt at opbygge tillid. Om hele tiden at understrege: At vi går distancen med dig. Selvfølgelig i børnehøjde, for han var jo kun 9 år. Men hele tiden at være omkring ham. Så når han begyndte at vise tegn til at ville i gang med at ødelægge eller reagere i vrede, så prøve at gå til den modsatte side. Undersøge, hvad er det her faktisk et signal om? Hvad er der reelt på spil? Og ikke hvad hans nervesystem gav udtryk for. Så det handlede også rigtig meget om, at vi som personale sikrede en ensartet metodisk tilgang til måden at møde livet på.”
Må jeg holde din hånd?
Personalet på Altiden Kværndrup valgte at arbejde ud fra metoden Low Arousel. Det betød, at Mathias, hver gang han blev vred og udadreagerende, blev han mødt af pædagoger og voksne med ro i deres nervesystem. Og det var svært for ham at forstå, hvorfor de ikke blev vrede. Hvorfor han ikke kom i skammekrogen. Hvorfor de ikke tog fat i ham.
”I stedet mødte vi ham ved at sige: Det er rigtig svært at være Mathias lige nu, så vi kan tilbyde dig noget andet,” beskriver Morten Koch.
”Nogle gange var han jo så meget i affekt, at han bare ville ødelægge. Han har ødelagt sit værelse mange gange – gulv, vægge, lofter, lamper, elektriske installationer, døre, dørkarme. Og alt, hvad han havde af eget inventar. Der handlede det for os om at sætte rammerne, og sikre at det ikke foregik i hele det store huset her. Men i stedet blev på hans værelse: Når du har det så svært, at vi ikke engang kan komme i nærheden af dig, så skal du vide, at vi er lige her på den anden side af døren. Og værelset er din sikkerhedszone, så der må du godt være i din vrede.
På den måde kapslede vi vreden inde der. Og hver gang der var et tegn på, at han var udmattet nok til, at hans system ikke kunne mere, så gav det et arbejdsrum til, at vi kunne komme ind til ham og sige: Nu har du alt det her ude af kroppen, og så prøve at fylde noget andet på.”
Men Morten Koch erkender også, at det ikke var nogen let opgave. For man går ikke bare hele vejen og starter med et stort kram. Det gælder om at gå forsigtigt til værks og forsøge at få bare en smule kropskontakt.
”Det kunne f.eks. være at sige til ham: Nu sidder jeg bare her på sengen sammen med dig. Og så bliver vi siddende her. Prøv lige at holde mig i hånden. Se om du kan mærke, at det bliver rarere at være i det her?
Og til sidst så var tilliden etableret så meget, at han kravlede helt ind i os, så vi kunne knuge ham og kramme ham. Og han kunne få lov til at mærke sin krop. Og blive ved med at fortælle ham, at vi når et bedre sted hen. Forestil dig den dag, hvor du ikke længere har brug for at ødelægge ting. Så har du brug for noget helt andet. Og det finder vi sammen. Hele tiden arbejde i at øve de nye fortællinger om ham. Hvad var du engang, og hvad er du nu? Hvad vil du gerne være?
Læs også: Børne- og ungehjemmet Kværndrup: Vi møder børnene og de unge med tillid og tryghed
Det grænsesøgende vendepunkt
I dag kan Mathias besøge både sin mor og far. Han er blevet rigtig glad for at gå i skole, og har været med til at planlægge sin fødselsdag, hvor seks skolekammerater var med. Noget han havde glædet sig helt utroligt meget til. Og både Henrik og Bianca oplever også, at han har rykket sig rigtig meget.
”Før i tiden hvis han ikke fik sin vilje, så kunne han godt blive rigtig, rigtig udadreagerende,” husker Bianca. ”Nu kan vi gå en tur stille og roligt, uden at han vil have alting, og uden at blive vred. Han er blevet en gladere dreng. Han har fået et glimt i øjet. Han har altid været omsorgsfuld. Men nu han kan bedre give kys og kram og være i, at man giver ham kys og kram,” og Henrik tilføjer:
”Der er kommet sådan en ro på, når han er hjemme hos mig nu, og det siger hans søstre også. Han er blevet meget mere fornuftig og rolig – det er så rart.”
Men for det kunne komme så vidt, måtte Mathias og personalet igennem et skelsættende vendepunkt.
”Efter han havde været her i omkring to måneder, kom vi til en uge, hvor han pressede den så langt ud, som han overhovedet kunne for at se, hvornår den her magtanvendelse ville komme,” husker Morten Koch.
”I en hel uge blev han ved med at skrue op og skrue op og blev mere og mere grænsesøgende. Og så kom den her dag, hvor han må have tænkt: ´Nu får den det hele. Jeg skal have den magtanvendelse.´ Han lykkedes ikke med det i første runde, men han pressede en medarbejder så hårdt, at han må have tænkt: ´Nu er den der´.”
Derefter løb Mathias ind og lagde sig på sin seng, og gjorde sig klar til, at der skulle komme en magtanvendelse. Men i stedet blev han mødt af en medarbejder i døren, som kiggede på ham og sagde: Hvad laver du? Men hvorfor ligger du der?
“Det blev han fuldstændig forvirret over, for han følte ikke han kunne gå længere,” forklarer Morten Koch.
“Han var helt ude over grænsen, og så at blive mødt med den reaktion. Det kunne han ikke være i. Så han råbte og skreg. Senere på dagen tog han den så skridtet længere og blev fysisk mod en af mine medarbejdere. Der blev vi så nødt til at handle, for der var han både til fare for sig selv og andre. Og så var det som om vendepunktet kom. Forståelsen af, at nu var det ikke længere nødvendigt. For nu kendte han sin egen grænse, og der kunne han ikke lide at være.”
Læs også: Pædagogisk leder: “Ingen er forkerte”
Hvordan kommer vi videre herfra?
Efter den uge opdagede Mathias for alvor, at ingen på Altiden Kværndrup bærer nag. Tværtimod. Her vælger man at gå ind og sige: Wauw, der nåede vi noget, der var rigtig svært at være i. Nu har vi mulighed for at finde ud af, hvad vi kan gøre i stedet.
”Vi fik installeret en boksebold og gjort salen her klar til, at vi kunne give den gas derinde. Og samtidig flyttede der nye børn ind, som Mathias også skulle forholde sig til. Men vi havde fået et vindue ind til en kerne hos ham, som ønsker og drømmer om noget andet,” fortæller Morten Koch.
“Vi gik i gang med at arbejde med følelsen af at lave noget sammen, som føles rart. Som blev tilrettelagt for ham i nogle rammer, som han kunne være i. I det tidsperspektiv han kunne være i. Det kunne være alt fra Lego til at lave mad, løbe ture, tid i vores massagestol, nærhed og læse i bøger sammen”
Succeshistorier til at bygge videre på
Det var også i den periode, det første forsøg på at få Mathias i skole igen, blev afprøvet. Men desværre var det ikke en succes, og i stedet valgte man på Altiden Kværndrup at indrette et midlertidigt skolerum til ham, hvor de hver dag gik over og lavede skolearbejde sammen med ham. Og det fungerede rigtig godt. Mathias blev holdt i gang, og han fik mod på skole igen. Herefter landede en aftale med Lærkeskolen, og der blev gjort et stort forarbejde sammen med denne heldagsskole for at sikre den rigtige ramme.
”Vi fik lagt en rigtig god strategi, og skabt et rigtig godt samarbejde,” understreger Morten Koch.
”Mathias faldt hurtigt til på Lærkeskolen. Så nu er han i skole fra klokken 7-16, og kommer meget træt hjem, men han har haft en fest. Og hans drøm var jo at holde en børnefødselsdag. Så i februar fik han sendt sine fødselsdagsinvitationer ud, og vi havde hele hans klasse på i alt syv elever samt pædagoger og lærere herhjemme. Han havde selv været med til at lave lagkage og boller. Det var en rigtig god dag for ham. Og det er succeshistorier som den her, som vi bygger videre på hele tiden.”
Så tæt på et almindeligt hjem som muligt
Når et barn eller en ung er anbragt udenfor hjemmet på Altidens børne- og ungehjem, Kværndrup er der fokus på og kæmpe respekt omkring, at stedet aldrig hundrede procent kan gøre det ud for et normalt hjem. Men at det skal være et trygt hjem så tæt på det normale som overhovedet muligt.
”Den tilgang mærker vi gør en forskel i den tillid og den tæthed, som vi får med de børn og unge, som bor hos os,” forklarer Morten Koch.
”Og ja, det kræver meget som ledelse og medarbejdere at navigere i. Der har været kæmpe interesse for de stillinger, vi har slået op hernede. Men det har været utrolig vigtigt at finde de helt rigtige medarbejdere. At sikre diversitet, og at engagementet er ens for alle. Og det er vi lykkedes med til fulde. Vi har 10 medarbejdere her, som bare er drøndygtige.
Samtidigt har er der et meget, meget tæt samarbejde med forældrene, fordi de er den vigtigste ressource.
“Ligegyldigt hvad, så er der et kæmpe kærlighedsforhold til deres forældre, og det skal vi gå med,” understreger Morten Koch.
“Det kræver, at vi er tæt på, og at vi altid er i dialog. Så vi tager de samlede udfordringer med i forløbet og tager dem med ind i samarbejdet, om hvor vi er på vej hen.”
“Vi er de primære omsorgspersoner lige nu. Sammen med mor og far selvfølgelig, som lige nu er med på sidelinjen. Og der har været stor samarbejdsvilje i forhold til at få udviklingen til at ske hos Mathias´ forældre, samtidig med at den sker hos os. Og så har vi et super tæt samarbejde med sagsbehandler i kommunen, det må vi heller ikke glemme.”
Denne fokus på samarbejde og hjemlighed har i Mathias´ situation bl.a. hjulpet med til, at hans to søstre for nyligt har kunne komme på besøg på Altiden Kværndrup til overnatning. Og det gik rigtig godt.
Læs også: Borger på botilbud: Allan er LEGO-nørd og affaldsminister
Det er ikke så farligt
Som forældre i denne situation kan det være rigtig svært at navigere i et sådant samarbejde på tværs. Men i Mathias´ tilfælde har både mor og far fundet en god måde at være i det på, hvor fokus kan være på at sikre den bedst mulige barndom for Mathias.
”Vi har løbende opfølgningsmøder, men ellers ikke som sådan faste aftaler. Hvis jeg har brug for noget, så kontakter jeg dem, eller hvis Mathias har brug for noget, så ringer han. Det fungerer rigtig godt,” forklarer Henrik.
”Jeg kan kun sige til andre forældre i denne situation, at de skal vide, at det kan blive rigtig godt. Det har været trygt at sende Mathias til Altiden Kværndrup, selv om det var svært i starten,” – og Bianca er enig:
”Det fungerer superfint. Hvis man har spørgsmål, kan man altid ringe. Hvis man er i tvivl om noget eller har brug for at høre, hvordan Mathias har det. Og hvis han ikke lige har lyst til at snakke, så har vi den aftale, at så prøver vi bare dagen efter. For det handler jo om, at vi møder Mathias der, hvor han er. Nu kender vi jo kun Altiden Kværndrup. Men vil jeg anbefale andre forældre i en lignende situation, at de tager det op til overvejelse. At de måske ikke skal være så nervøse. For det er ikke så farligt, som man går og tænker. Og man får virkelig meget ud af det. Man får et barn, som faktisk har det megagodt og får nogle gode redskaber til at mestre hverdagen.”
En helt ny dreng
Mathias har ikke længere brug for én til én støtte, og han begynder at bevæge sig over i, at der findes andre følelser end vrede. Hvor han før har ødelagt ting, er han begyndt at mærke, at han kan savne noget – uden at blive vred.
”På et tidspunkt havde han ødelagt strømmen på sit værelse. Det har han gjort nogle gange før. Men her valgte vi faktisk at tage strømmen og sætte nogle LED lamper op derinde i stedet,” forklarer Morten Koch.
”Og der begyndte han at mærke, at der var noget, han savnede. Hans dør virkede heller ikke som de andres. Hans ting var ødelagt. Vi begyndte at fornemme, at der var noget, han gerne ville have tilbage. Der var noget, som han gerne vil arbejde for. Så vi lavede et eksponeringsskema sammen med ham. For hver dag frem til en bestemt dato, kunne han sætte kryds ud for, hvornår han ikke ødelagde noget. Når han så nåede til enden, så ville vi få elektrikerne ind og også begynde at genetablere hans værelse.
Og han gjorde det, og han var så stolt. Han kom jo dagligt og sagde: Nu har jeg et kryds mere, og nu har jeg et kryds mere. Og vi understøttede ham hele tiden: Kan du huske, dengang du var en dreng, der gjorde sådan? Og nu går du med 16 krydser? Det er jo en helt ny dreng. Du er på vej et sted hen. Din rejse er jo en helt ny og anderledes, end det du var.”
